Fortsæt til indhold

Usædvanligt travlt på boligmarkedet: Boligerne blev revet ned fra hylderne i Skanderborg

I Skanderborg Kommune blev der solgt 1.269 boliger i 2021. Det svarer til en stigning på 7,4 procent sammenlignet med 2020. Det fremgår af en pressemeddelelse.

Samfund
sas

Der har været usædvanligt travlt på boligmarkedet og en meget høj interesse for at købe ejerbolig i Skanderborg Kommune.

Det viser Boligsidens opgørelse over antallet af solgte boliger, som er beregnet af boligøkonom Lise Nytoft Bergmann fra Nordea Kredit.

Ifølge Claus Dalsgaard fra danbolig Skanderborg/Hørning har danskerne brugt tiden under nedlukningerne til at overveje, om tiden var moden til at skifte bolig. Foto: Presse

Hos danbolig Skanderborg/Hørning fortæller indehaver Claus Dalsgaard, at den store efterspørgsel har været med til at få boligpriserne til at stige.

”Boligmarkedet har bevæget sig fra en meget høj handelsaktivitet i 2020 til en endnu højere aktivitet i 2021. Den enorme interesse for at købe ejerbolig har kastet et meget højt antal solgt boliger af sig og samtidig fået boligpriserne til at stige,” siger Claus Dalsgaard.

Vi oplever i høj grad, at boligejerne har truffet mange fornuftige valg under coronatiden, som har givet dem ekstra rum i budgettet, når drømmeboligen skal findes.
Claus Dalsgaard, indehaver danbolig Skanderborg/Hørning

Aktiviteten har accelereret

Det seneste års rekordstore appetit på at handle bolig er også markant større end tidligere år. I årene 2018, 2019 og 2020 blev der solgt henholdsvis 1.057, 1.053 og 1.182 boliger i Skanderborg Kommune. Det svarer til, at boligsalget er vokset med 20,1 procent siden 2018.

»Oven på et hæsblæsende 2020 var det forventeligt, at toppen var nået, men det viste sig ikke at være tilfældet. Vi oplever i høj grad, at boligejerne har truffet mange fornuftige valg under coronatiden, som har givet dem ekstra rum i budgettet, når drømmeboligen skal findes,« siger Claus Dalsgaard.

»Mange danskerne har brugt tiden under nedlukningerne til overveje, om tiden var moden til at skifte bolig. Samtidig har der været bedre tid og flere muligheder for at spare op, og det har været med til at accelerere aktiviteten på boligmarkedet,« tilføjer han.

Boligmarkedet normaliseres

På landsplan blev der samlet set solgt 112.782 boliger i 2021. Det svarer til en stigning på 4,8 procent sammenlignet med 2020 og 33,8 procent i forhold til 2018. Forklaringen på den store interesse for at købe bolig hænger sammen med coronatiden, fortæller Nordea Kredits boligøkonom Lise Nytoft Bergmann:

»I 2020 og 2021 har mange fået udbetalt en stor portion af deres indefrosne feriepenge, og det har selvsagt givet husholdningerne flere penge mellem hænderne. Samtidig har det historisk lave renteniveau gjort det billigt at optage et realkreditlån, mens den lave ledighed har givet mange familier en stabil indkomst.«

»Vi forventer dog, at antallet af solgte boliger vil falde en smule i det kommende år, men det vil kun være en naturlig udvikling. Boligmarkedet er i gang med en normalisering, og vi vil med stor sandsynlighed få en blød landing oven på en ekstraordinært hektisk periode,« tilføjer Lise Nytoft Bergmann.