Kanten af arbejdsmarkedet finder vej til job på havnekanten
Kommunen har succes med at få ledige i arbejde i virksomhederne på Grenaa Havn.
Gennem projekt ’rekruttering til havnen II’ har virksomhederne på Grenaa Havn de seneste to år fået hjælp til at skaffe arbejdskraft.
Det har ifølge Norddjurs Kommune været en ganske fin succes i en tid, hvor den kvalificerede arbejdskraft ikke hænger på træerne. Blandt de nyansatte er der mange, som har været ledige i længere tid for eksempel på kontanthjælp.
»Mange som er tilknyttet jobcentret har måske gået ledige længe, men de er stadig en fantastisk arbejdskraft. Fire er kommet i fast job hos os, og nogle er kommet midlertidigt ind til et par specialopgaver. Eksempelvis rør, der skal skilles ad, eller plastic, der skal tages af. Dem vil vi også ringe til igen, de gjorde det ganske udmærket og udfyldte det job, de var sat til, uden problemer.”
Det fortæller Kurt Frederiksen fra Stena Recycling, som også forklarer, at det giver genvindingsvirksomheden noget socialt ansvar, som de gerne vil løfte:
»Vi har følt vi som virksomhed kunne gøre forskel. De ledige har fået et lille puf og er kommet i gang med et arbejde de godt kan lide, og vi har fået nogle stabile medarbejdere. Så vi vil da anbefale andre at bruge jobcentret, hvis de står og mangler arbejdskraft,« lyder det fra Kurt Frederiksen i en pressemeddelelse fra Norddjurs Kommune.
Politisk glæde
Den melding glæder formand for Arbejdsmarkedsudvalget Karoline Bergkvist Søgaard (S).
»Jeg bliver oprigtigt glad, når mennesker på kanten af arbejdsmarkedet finder vej tilbage gennem ordinær beskæftigelse. Det er stærkt. Og det viser styrken ved at have virksomhederne virkelig tæt på. Virksomhederne får løst opgaver, de ellers ikke fik løst - og samtidig løfter de et socialt ansvar til gavn for hele samfundet,« siger Karoline Bergkvist Søgaard i pressemeddelelse.
Tæt relation
Den mest markante erfaring fra de to år er, at den nære dialog med virksomhederne virker. Det giver forståelse og match mellem virksomhedens behov og den rigtige kandidat, så ansættelsen holder i længden, forklarer Hanne Odgaard, faglig leder ved Jobcenter Norddjurs:
»Gennem projektet er flere borgere kommet ind på arbejdsmarkedet, borgere, som ellers ikke er blandt dem, der bliver valgt først. Men de har passet til den specifikke virksomhed, og deres styrker er blevet set af virksomhedskonsulenten. På den måde har vi også kunnet tage ting i opløbet, eksempelvis hvis der viste sig behov for truckkort eller andet. Og det tætte samarbejde med virksomhederne kommer vi til at holde fast i,« uddyber Hanne Odgaard.
I dialogen med andre virksomheder har det også vist sig, hvordan nogle behov kunne løses ved at ansætte en medarbejder enten på fuld tid eller i et småjob, til at løse en opgave, som allerede blev løst men af dyrt betalt specialiseret arbejdskraft. Nyansættelsen frigør en mere rutineret medarbejder, der hurtigt kunne gå ind og løse andre opgaver, som virksomheden egentlig manglede arbejdskraft til.
Projektet er delvist finansieret af Poul Due Jensens fond, som også finansierede forløberprojektet ”Rekruttering til havnen I”.