Fortsæt til indhold

Nye køreplaner på vej

En oprydning i kommunens skolebusplaner betyder mange ændringer.

Samfund
ear

Fra tirsdag 19. april træder nye køreplaner for skolebusserne i hele Skanderborg Kommune i kraft. Særligt skoleelever opfordres til at kigge de nye køreplaner igennem i god tid, inden skolen begynder igen efter påskeferien.

Der kommer til at være nogle ændringer, man lige skal vænne sig til, men i det store hele håber jeg, at passagererne vil synes om skolebussernes nye køreplaner.
Jan Ingebrigtsen, Skanderborg Kommune

Skolebusserne vil fremover være tilpasset skolerne i højere grad, end de er i dag. Køreplanerne er så vidt muligt lavet efter skolernes ringetider, og busserne vil fremover kun køre til og fra skoler på skoledage. Det vil fortsat være gratis at køre med skolebusserne, og busserne tager i øvrigt også stadig gerne passagerer med, som har andre ærinder end at gå i skole.

»Der kommer til at være nogle ændringer, man lige skal vænne sig til, men i det store hele håber jeg, at passagererne vil synes om skolebussernes nye køreplaner. Vi har skåret nogle afgange væk, som vi kan se ikke bliver brugt, så vi undgår at køre med tomme busser, og køreplanerne er i det hele taget blevet mere enkle, forklarer Jan Ingebrigtsen, der er mobilitetsplanlægger i Skanderborg Kommune, i en perssemeddelelse.

Kommunens 13 skolebusruter vil som noget nyt også fremover kunne findes på rejseplanen.dk.

De største ændringer i forhold til skolebusserne sker i Ry og i området omkring Skovby og Stjær, hvor passagerer skal være særligt opmærksomme efter påske.

I Ry bliver skolebus 424 kendt som ”Byruten” lavet om til en Flexbus, som får nummeret ”24”. Flexbus 24 får en række nye stoppesteder, blandt andet ved sundhedshuset, Ryhallerne og i Kildebjerg.

To skoler i den nordlige del af kommunen, Skovbyskolen og Stjærskolen, har fremover to skolebusser i stedet for tre. 453’eren udgår, mens skolebus 450 og 452 fortsat betjener området med flere afgange end i dag.