Fortsæt til indhold

Niels Højberg bliver del af bestyrelse i VisitAarhus

Fra 1. april bliver tidligere stadsdirektør i Aarhus Kommune Niels Højberg en del af VisitAarhus’ bestyrelse.

Samfund
sb

En af landets mest rutinerede topledere bliver en del af VisitAarhus, når tidligere stadsdirektør i Aarhus Kommune, Niels Højberg, pr. 1. april indtræder i bestyrelsen.

I de 13 år var Niels Højberg stadsdirektør i Aarhus og dermed øverste embedsmand for kommunen. 1. marts i år skiftede han spor og tiltrådte en rolle som ledelsesekspert og rådgiver ved Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse på Aarhus Universitet.

Nu kaster 68-årige Niels Højberg sig altså også over bestyrelsesarbejdet i VisitAarhus.

»Han kommer med et meget stort netværk inden for både turismevirksomheder og kommuner, og samtidig kender han hele destinationen rigtig godt,« siger bestyrelsesformand for VisitAarhus, Sten Tiedemann, i en pressemeddelelse.

Niels Højberg har som stadsdirektør haft berøring med udvikling af turismen i Aarhus Kommune.

»Turismen har mange udfordringer, men der er også fine muligheder i vores område i kølvandet på corona, og når turismen er understøttet af den grønne omstilling. Jeg glæder mig til at være med til at finde gode løsninger for turismen de kommende år,« siger han.

Højberg har ifølge direktør for VisitAarhus, Pia Lange Christensen, en stor force inden for internationaliseringen af Aarhus-område.

»Vi står over for en stor udfordring med at vinde de internationale turister tilbage efter pandemien. Danskerne har i stor stil valgt Aarhus-regionen til som feriemål, og vi er den destination, der har haft flest danske sommergæster. Men vi mangler mange internationale gæster, og her er jeg taknemmelig over at have Niels Højberg med på holdet,” siger hun.

Niels Højberg afløser Rebecca Matthews i VisitAarhus’ bestyrelse. Hun fratrådte rollen, da hun 1. januar blev direktør for det aarhusianske kunstmuseum Aros.