Fortsæt til indhold

40 år i receptionen: Caterina Capitani er Damstahls stemme

Fredag 1. april har Caterina Capitani 40-års jubilæum hos Damstahl. Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse.

Samfund
sas

En jobsamtale med sprogtest i engelsk, tysk og en smule italiensk banede vejen til stillingen i Damstahls reception, hvor Caterina siden 1982 har været og stadig er firmaets ubestridte stemme.

Jeg kom fra et omstillingsbord med snoretræk, så det var en moderne verden,
Caterina Capitani, Damstahl

»Jeg kom fra et omstillingsbord med snoretræk, så det var en moderne verden, jeg trådte ind i,« fortæller Caterina i en pressemeddelelse.

»Dengang var der jo ingen direkte opkald, så alle opkald gik gennem receptionen. Jeg kom hurtigt på fornavn med mange og blev dus med deres jargon,« mindes den rutinerede receptionist, der ikke er i tvivl, når der spørges efter ’dampbarnet’, eller hvad kunderne ellers har fundet på af kælenavne til kollegerne.

Netop de personlige relationer spiller en stor rolle for glæden i jobbet. Både blandt leverandører og kunder har der været de samme faste kontakter gennem årtier.

»Det giver en dejlig nærhed og et ekstra smil i hverdagen, som jeg mærker smitter af også i den anden ende af røret, og når gæsterne kommer ind i huset,« lyder jubilarens glade vurdering.

Fra post til varierede opgaver

En ting er telefoniens udvikling gennem de 40 år. Helt markant er også udviklingen inden for posthåndtering.

I de første år var arbejdsdagen ud over telefonbetjening fuldt besat med håndtering af ind- og udgående post.

Hver dag kom der mindst en stor kasse med post, der skulle åbnes, datostemples, sorteres og omdeles.

»I dag kommer der rundt regnet tre breve om ugen. Det er mest fra banker,« fortæller Caterina.

Størstedelen af den udgående post bestod af fakturaer, der blev printet i endeløse baner med fire eksemplarers gennemslag. De skulle manuelt skilles ad, sorteres, foldes og pakkes, før det var tid til at frankere.

»Senere fik vi en topmoderne maskine til at skille fakturaerne ad, og senere igen en der også kunne folde og pakke alle brevene. Nu er også de maskiner fortid, og vi sender cirka to breve om ugen. Det kan vi godt klare manuelt, smiler jubilaren, der samtidig glæder sig over, at det omfattende manuelle arbejde er erstattet med en lang række mere varierede opgaver.«

Familiefølelsen fylder

At Damstahl har undergået en kæmpe udvikling siden 1982, ser Caterina kun som noget naturligt.

Hun vil dog gerne fremhæve, at det er lykkedes hele vejen at holde fast i det nære og familiefølelsen – også selv når det går stærkt med nye ting.

Kolleger kan glæde sig til at fejre Caterina på selve dagen, ligesom der også kommer besøg fra familie og nære venner.