Fortsæt til indhold

PFOS-ramte borgere sagsøger Slagelse Kommune: »De har ansvaret for, at vi er blevet forgiftet«

Slagelse Kommune kan forvente et større søgsmål fra en sammenslutning af borgere, som har fået det giftige stof PFOS i kroppen.

Samfund
ddp

Et stort søgsmål er på vej mod Slagelse Kommune.

Kommunen skal tvinges til at anerkende ansvar og give kompensation, annoncerer sagsøgerne til DR.

Bag det kommende søgsmål står en større gruppe borgere i Korsør, som har fået det giftige og kræftfremkaldende fluorstof PFOS i kroppen efter at have spist kød fra køer, der har græsset tæt ved en gammel kommunal brandskole.

Græsområdet har tidligere været brugt til brandøvelser, og i skummet brugt til brandslukning har der været PFOS.

I alt 212 borgere er konstateret forgiftet med det farlige stof.

Til DR siger formanden for kogræsserforeningen i Korsør, Kenneth Nielsen, at sagen kan afsluttes nu, hvis kommunen vedkender sig ansvar og søger for at kompensere de ramte borgere. Indgår kommunen ikke forlig, er borgerne klar til at gå rettens vej.

»Vi går efter at få kommunen til at erkende, at de har ansvaret for, at vi er blevet forgiftet med PFOS.«

Den næste tid skal det afklares, hvor mange af de 212 borgere der vil være med i et gruppesøgsmål. Kenneth Nielsen forventer dog over 100 sagsøgere.

Formanden for miljøudvalget i Slagelse Kommune, Jørgen Grüner (SF), siger til DR, at kommunen ingenlunde er klar til at tage ansvar og yde kompensation.

For han mener ikke, at det er entydigt Slagelse Kommunes ansvar, da jorden er ejet af regionen, mens brandskolen er ejet af kommunen.

»Så det er simpelthen svært for mig at vurdere, hvem der har ansvar i den her sag. Jeg tør slet ikke gætte på, om vi har et ansvar i Slagelse Kommunen,« siger udvalgsformanden til DR.

PFOS kan ikke bare være kræftfremkaldende, når det kommer ind i menneskekroppen. Det kan også medføre leverskader, nyreskader, hormonforstyrrende effekter og påvirkning af immunsystemet.