Fortsæt til indhold

Indsamlere på gaden for at hjælpe udsatte børn

8. maj kan man være med til at samle ind til SOS Børnebyerne i Skanderborg. Man kan stadig tilmelde sig som indsamler.

Samfund
gs

Hver dag mister børn over hele verden deres mor eller far til krig, sygdom eller fattigdom. I Skanderborg Kommune er man klar til at hjælpe netop de børn. Mange har allerede meldt sig til at samle ind til SOS Børnebyernes landsindsamling søndag 8. maj, men der er stadig plads til flere indsamlere.

»Vi ser lige nu hundredtusindvis af børn i Ukraine, der har akut brug for hjælp - både de børn, der skal hjælpes ud af Ukraine og ikke mindst dem, der af forskellige årsager må blive tilbage. Derfor har vi valgt at anvende størstedelen af det indsamlede beløb til at hjælpe Ukraines børn,« siger Mads Klæstrup Kristensen, direktør i SOS Børnebyerne., i en pressemeddelelse.

Som indsamler hjælper man udsatte og forældreløse børn til en tryg barndom. Selvom Skanderborg Kommunes borgere allerede nu viser et utroligt engagement, er der stadig ledige indsamlingsruter. Alle indsamlere får tilsendt en mulepose, som kan indeholde alle indsamlingsmaterialer.

Tilmelding kan ske på www.sosindsamling.dk.