Fortsæt til indhold

Togudfordringer i Aarhus: Signalfejl giver aflysninger

Der sættes først togbusser ind efter klokken 8, oplyser DSB.

Samfund

Hvis du er vant til at tage toget på arbejde fra Aarhus til Langå, skal du nok vælge en anden form for transport her til morgen.

I hvert fald hvis du vil møde til tiden, for der kører i øjeblikket ingen tog på strækningen med stationerne Aarhus H, Hinnerup, Hadsten og Langå.

Det skriver DSB på Twitter.

Det skyldes en signalfejl på strækningen, og der arbejdes på at skaffe togbusser til at køre i stedet for de aflyste tog. Busserne forventer DSB først at have klar efter klokken 8.

»Banedanmark har tekniske udfordringer med signalerne mellem Aarhus H og Langå. Det skyldes et overgravet kabel. Det betyder, at der kan køre tog mellem Aarhus H - Hinnerup - Hadsten - Langå til omkring klokken 12,« skriver DSB.

Lokalavisen Aarhus har været i kontakt med DSB’s kommunikationsafdeling, som forklarer, at der er tale om et tilbagevendende fænomen på strækningen fra Aarhus til Aalborg.

Tidligere har der været problemer med et sikringsanlæg i Fårup nord for Randers, men denne gang er det altså et overrevet kabel, som har givet udfordringer siden klokken 4.30 i morges.

DSB oplyser også, at man skal forvente længere rejsetid som følge af, at busser ikke kan tilbagelægge strækningen lige så hurtigt som tog.

Det kan også komme til at ramme passagerer, der ikke er pendlere, og her gør DSB opmærksom på, at man kan benytte DSB’s rejsetidsgaranti og få økonomisk kompensation.