Sikkerheden skal prioroteres: Kommunen på vej med ny trappe ved Kulturtorvet
Sikkerhed prioriteres fra Kulturtorvet til Byparken.
Kommunens Entreprenørafdeling er startet med at anlægge en ny hovedtrappe fra Kulturtorvet ned til Byparken i Skanderborg.
Hovedparten af de eksisterende trappetrin, der er anlagt i 1998, har forskubbet sig med tiden.
Vejchef Jens Peter Langballe Sørensen oplyser, at mange trin i dag ligger skævt og indebærer risiko for faldulykker. Hertil kommer ekstra udgifter til ukrudtsbekæmpelse på grund store revner.
»Det er ikke muligt at genoprette trinene. Nye fabriksstøbte betonelementer med overlap indebærer en fremtidssikker og holdbar løsning. Samtidig monterer vi et nyt gelænder med lys, som matcher Kulturhusets belysning,« siger Jens Peter Langballe Sørensen i en pressemeddelelse.
Arbejdet forventes færdigt i midten af maj, hvor Byparken bliver klar til Store Sløngeldag 21. maj.
For at sikre fuld tilgængelighed for alle til det nye Bybad er der nu installeret en elevator fra Kulturhusets populære træterrasse ned til Byparken. Det er muliggjort i kraft af støtte fra Statens Tilgængelighedspulje, Vanførefonden, Bevica Fonden og en privat donation fra Inge og Benny Frandsen.
A1 Consult er rådgiver på opgaven.