Første sten på plads foran ny fredning ved Stenskovvej
Mandag 11. april kom den første af tre sten på plads, som skal byde den ny fredning ved Stenskovvej i Stjær velkommen.
Den første af tre dekorerede sten, som skal pryde indgangene til den nye fredning mellem Harlev og Stjær, Tåstruplandet, kom mandag den 11. april på plads ved Stenskovvej i Stjær.
I har lavet et fornemt stykke arbejde, som vi nu alle sammen kan glæde os over i rigtig, rigtig mange år.Hans Brok-Brandi, projektleder
Her er der også etableret en lille P-plads til kommende gæster i fredningen.
Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Greenways.dk.
Det er en gruppe stenhuggere fra blandt andet Skjørring, der de seneste uger har arbejdet med at udsmykke stenene, som nu er forsynet med både logo og navn.
»Vi syntes, at det var helt rigtigt at lade de store sten byde velkommen til fredningen. De er smukke, naturlige og bestandige, og de har en fin hentydning til de unikke stenstrøninger, som findes flere steder i skovene ved Stjær og Lillering,« sagde projektleder Hans Brok-Brandi fra Skanderborg Kommune, der også benyttede lejligheden til at hylde stenhuggerne.
»I har lavet et fornemt stykke arbejde, som vi nu alle sammen kan glæde os over i rigtig, rigtig mange år,« lød det.
Lørdag den 9. april mødtes en flok frivillige for at grave markeringspæle ned i den sydlige del af fredningen, og snart kommer turen til den nordlige del, som hører til Århus Kommune.
Greenways.dk og BN Tegnestue er klar til at opsætte 18 skilte med fortællinger om fortidsminder, mosebrug, geologi, fugle og dyr i fredningen, og snart udkommer også en folder.
Efter sommerferien afholdes der en egentlig indvielse af fredningen.