Velas topchef stopper
Jan Winther har valgt at opsige sin stilling som adm. direktør i Velas, der er en af landets største rådgivningsvirksomheder.
En af landets største rådgivningsvirksomheder skal have ny adm. direktør.
Det står klart, efter at Jan Winther efter mere end 13 år på posten stopper som adm. direktør i Velas, der er landets største rådgivningsvirksomhed inden for landbruget og med sine godt 550 medarbejdere også blandt de største rådgivningsvirksomheder i dansk erhvervsliv. Det fremgår af en pressemeddelelse fra virksomheden.
Jeg har altid sagt, at jeg ville træde ud af arbejdsmarkedet, mens jeg stadig var frisk både fysisk og psykisk. Samtidig skulle det være på et tidspunkt, hvor jeg karrieremæssigt kunne se tilbage på flotte resultater, jeg kunne være stolt af. Begge dele føler jeg, at jeg kan vinge af.Jan Winther, adm. direktør i Vela
»Jeg har altid sagt, at jeg ville træde ud af arbejdsmarkedet, mens jeg stadig var frisk både fysisk og psykisk. Samtidig skulle det være på et tidspunkt, hvor jeg karrieremæssigt kunne se tilbage på flotte resultater, jeg kunne være stolt af. Begge dele føler jeg, at jeg kan vinge af, og eftersom jeg inden længe fylder 68 år, er det derfor nu et oplagt tidspunkt for mig at stoppe som direktør,« siger Jan Winther, der blev udpeget som direktør for virksomheden LMO umiddelbart efter, at den blev dannet i en fusion i 2008.
Forrest i fusionerne
Velas rådgiver landmænd og erhvervsdrivende over hele landet om alt fra faglige spørgsmål til økonomi og strategi. Virksomheden beskæftiger godt 550 medarbejdere ud fra fire store huse i henholdsvis Aarhus, Horsens, Viborg og Vissenbjerg på Fyn.
Velas er en stabil virksomhed, der ikke har haft et eneste underskud i virksomhedens 13-årige historie og senest har rundet en omsætning på omkring 400 millioner kroner. Udover landbrugsrådgivning har Velas også opbygget en revisionsforretning og senest en funktion med solceller og anden vedvarende energi.
Jan Winther har som direktør stået i spidsen for en række af de store fusioner i den danske landbrugsrådgivning. Senest var det en fusion mellem det daværende LMO i Jylland og rådgivningsvirksomheden Centrovice på Fyn, som med et slag gjorde den fælles virksomhed Velas til den største spiller i branchen.
Netop fusioner og fortsat konsolidering i branchen, der i hans optik er præget af for mange virksomheder, er en nødvendighed, hvis landbrugsrådgivningen fortsat skal kunne lykkes med at løfte landmændenes forretning. Men at gennemføre en storstilet fusion tager tid, og det er også en af årsagerne til, at Jan Winther nu giver stafetten videre til en ny direktør.
»Det er både det rigtige tidspunkt for mig, men det er også det rigtige tidspunkt for virksomheden. Vi har en stærk virksomhed med gode ledere og medarbejdere, der leverer kvalitetsprodukter til over 7.000 kunder, forretningsmodellen er gennemarbejdet, en lang række nye tiltag er sat i søen og vil bære frugt i de kommende år, og så har vi for alvor gjort vores for at løfte de store klimaudfordringer, vi står over for i landbruget. Samtidig er det vigtigt, at når Velas igen skal tage aktiv del i den videre konsolidering i branchen, så skal det være med en direktør for bordenden, der kan afsætte tiden at gennemføre de fusioner, der altid tager flere år at få helt i mål,« siger Jan Winther.
Direktør med visioner
Gennem årene har Jan Winther kørt parløb med bestyrelsesformand Nis Kristian Hjort, som ikke har andet end respekt over for den afgående direktør.
»På bestyrelsens vegne vil jeg gerne takke Jan Winther for hans mangeårige indsats som adm. direktør i Velas, og personligt vil jeg som bestyrelsesformand gerne takke ham for vores gode samarbejde. Jan har været en markant direktør med visioner og været enormt dygtig til at strømline forretningen og skabe de bedste forudsætninger for de bedst mulige økonomiske resultater,« siger Nis Kristian Hjort, bestyrelsesformand i Velas.
Bestyrelsen har nu sat gang i en rekrutteringsproces for at finde den kommende direktør for landets største rådgivningsvirksomhed.
Jan Winther stopper efter planen 31. august, men bliver siddende, indtil den nye direktør tiltræder.