Engle kan flyve

Engle kan flyve, fordi de ikke tager dem selv for tungt. Det skrev Chesterton for ca. 100 år siden, og hvis han havde skrevet det i dag, vat han nok blevet miskrediteret på sociale medier, og en eller anden ekspert havde for åben skærm oplært befolkningen i, at man så sandelig da skal tage alt særdeles tungt, for ellers venter katastrofen et sted derude.

Sagt på en anden måde, så er det en alvorlig og tung tid at befinde sig i.

Som et velfærdsbarn fra 90’erne (mig selv!) er det svært at forholde sig til den alvor, for alt dengang fortalte et barn, at det hele nok skal gå.

I filmene vandt heltene altid, popsangene talte mere om den lykkelige kærlighed end om den sørgelige og sådan noget som klimakatastrofer, pandemier og krig fyldte ikke lige så meget, som den gør nu.

Mellem Berlin murens fald og 11. september 2001 var der et befriende årti uden den store alvor og hvor verdens ende ikke var et dagligdags tema, ja det danske fodboldlandshold vandt endda en fodboldkamp i begyndelsen af 90’erne.

Mens parolen for tre årtier siden lød til at være »lev frit«, har det nu muteret sig til »træd varsomt«. Men hvis man hele tiden skal træde varsomt, har man ikke energi til at grine eller glæde sig.

Og mens der findes meget kloge mennesker, der sikkert kan argumentere i mod alt, jeg nogensinde kan skrive eller tænke, så kan de aldrig formå at intellektualisere sig ud af det vores danske filosof Løgstrup kaldte de suveræne livsytringer.

For de er umiddelbare og uden bagtanker og senest oplevede jeg det, da min 10 uger gamle datter sad og klukkede med et stort uudgrundeligt smil. Der forsvandt tid og rum og hele universets mening stod lysende klart i et evigt øjeblik.

Det leder tankerne hen på skriftstedet fra Markusevangeliet: »Den, der ikke modtager Guds rige som et lille barn, kommer slet ikke ind i det.« Og Guds riget er skam allerede i blandt os, det åbner sig ved hver kærlig gerning, ved tilgivelsen og ikke mindst ved ægte grin og latter, som aldrig kan planlægges og som kun kan være umiddelbart og spontant.

Min pointe skinner måske klarere igennem ved at ty til ældre skrifter fra 1970’erne, hvor professor Sløk også oplevede meget alvorlige tider og skrev en kronik under navnet »Det er ingen spøg at være god«, som var en ironisk hyldest til alle dem, der havde svaret på alting og vidste, hvordan hele verden skulle indrettes.

Problemet, ifølge Sløk, med at arbejde målrettet og ensporet på den altid flygtige bedre verden var bare, at »det vil vi alt sammen gøre meget forbitret; kun én ting må vi under ingen omstændigheder: Vi må ikke smile; sker det, kunne vi nemlig meget vel en dag komme til at grine af os selv«.