Flygtninge og frivillige jubler: Gratisbutikken blev reddet fra lukning
Hjælp til flygtninge genåbnet i nye, permanente lokaler.
Gratisbutikken i Skanderborg, som hører under Flygtninge Frivilliggruppen Skanderborg under Dansk Flygtningehjælp, har fået en ny og permanent adresse og er dermed reddet fra lukning.
Det fremgik med al glædelig tydelighed, da der i sidste uge var officiel åbning i de nye lokaler i kælderen under Børnehuset på NFS Grundtvigsvej 46 i Skanderborg.
Derfor er vi også glade for, at det faldt på plads med nye lokaler, som kommunen har fundet til os. Det opfatter vi også som en belønning for det arbejde, vi laver.Inge Søgaard Pedersen, frivillig Gratisbutikken Skanderborg og Ry
Slået sammen med Ry
Butikken genåbnede i øvrigt under nyt navn, idet den nu er slået sammen med den tilsvarende af slagsen i Ry og nu går under navnet Gratisbutikken Skanderborg og Ry.
Fremadrettet har man fordelt effekterne mellem sig således, at Ry-afdelingen har de lidt større ting som cykler og møbler, mens Skanderborg-afdelingen, der har begrænset plads, nu kun rummer effekter som tøj, køkkenting og lignende i sortimentet.
Der summede af liv i butikken på NFS Grundtvigsvej, hvor der var fyldt til bristepunktet med både frivillige og flygtninge, hvoraf sidstnævnte kom for at hente de effekter, de står og mangler den daglige husholdning.
Og butikkens virke er netop at indsamle effekterne hos borgerne i Skanderborg, hvorefter det er gratis for flygtninge at hente dem.
Bekymret for lukning
Gratisbutikken holdt oprindelig til i den gamle stald på Ryhavegård, hvor STU har til huse. Men her kunne man ikke blive, og det betød, at Gratisbutikken fra årsskiftet flyttede til pavillon 5 på Sølund. Det var dog kun midlertidigt frem til 1. maj.
»Vi var bekymrede for, om vi skulle lukke, hvis kommunen ikke kunne finde permanente lokaler til os. Men heldigvis fandt man lokalet her på NFS Grundtvigsvej, hvor vi er glade for at være, og det glæder vi os meget over,« forklarer frivillig i Gratisbutikken, Inge Søgaard Pedersen, og nævner, at man deler lokalerne med Red Barnet.
Gratisbutikken flyttede 1. maj til de nye lokaler, hvor frivillige siden har brugt mange kræfter på at indrette med reoler, ligesom de større ting skulle flyttes til Ry.
Inge Søgaard Pedersen oplyser, at der er 209 medlemmer i Facebook-gruppen bag Gratisbutikken, og det er både flygtninge og frivillige.
På facebook offentliggør man beskeder på tre sprog foruden dansk, og det er for flygtninge fra Eritrea, Ukraine og flygtninge fra Syrien.
En belønning
Inge Søgaard Pedersen er ikke i tvivl om, at flygtningene er glade for den service, som Gratisbutikken leverer.
»Vi får så mange positive tilbagemeldinger, og vi får mange forespørgsler fra både flygtninge og frivillige, når man eksempelvis står og mangler en klapvogn, og så kan vi ofte skaffe den, fordi vi modtager så mange gode ting fra private. I dag stod der eksempelvis tre sække udenfor døren, da vi mødte ind,« uddyber Inge Søgaard Pedersen.
Den frivillige fra Gratisbutikken er heller ikke i tvivl om, at det er en vigtig opgave, der løses. Ikke mindst i en tid, hvor der nu også kommer ukrainske flygtninge i butikken.
»Derfor er vi også glade for, at det faldt på plads med nye lokaler, som kommunen har fundet til os. Det opfatter vi også som en belønning for det arbejde, vi laver,« understreger Inge Søgaard Pedersen.