Fortsæt til indhold

Der kommer 90 nye ladepunkter i Syddjurs

Ladeoperatøren E.ON har indgået aftale om at oprette 1.000 nye ladepunkter i Danmark. 90 af dem bliver opstillet i Syddjurs Kommune.

Samfund
sra

Boomet i salg af elbiler har skabt et stort pres på infrastrukturen af ladestationer. Over hele landet tegner der sig et billede af for få ladestandere til de markant flere elbiler på vejene. Det lægger pres på infrastrukturen, der ikke er gearet til den markante stigning.

Derfor opsætter E.ON, der er en af landets største ladeoperatører, mindst 1.000 ladepunkter inden udgangen af 2023, skriver de i en pressemeddelelse. Heraf kommer 90 af dem til at være i Syddjurs Kommune.

Det drejer sig både om lynladere i byerne og på hovedveje og alle slags ladere i hele landet, også i populære feriebyer og på øer.

Øget salg af elbiler

Salget af elbiler og plugin-hybrider er større end nogensinde før. Salget udgjorde ifølge Dansk E-Mobilitet 42,5 procent af det samlede bilsalg i andet halvår af 2021. Det er næsten en fordobling i forhold til salget i første halvår 2021, hvor det udgjorde 26,8 procent.

Allerede nu har E.ON aftaler med 19 kommuner om at installere både lynladere, hurtigladere og byladere. Og én af dem er altså Syddjurs Kommune, hvor der i alt kommer 90 nye ladepunkter.

»Vi er meget opmærksomme på, at der er stor efterspørgsel blandt plugin-hybrid- og elbilejerne i forhold til at få infrastrukturen udbygget både med nye placeringer og med udbygning af kapacitet på eksisterende lokationer,« siger Anders Krag, business manager i E.ON Drive, og fortsætter:

»E.ON sætter derfor nu markant fart på udbygningen af ladenetværket til elbiler på tværs af landet. Vi vil med udrulningen af flere ladestandere imødekomme flere behov, for eksempel lynladning i byerne, så man kan lade hurtigt og køre ud at parkere, hvis det er svært at få plads ved byladerne.«

Adgang for alle

Det offentlige ladenetværk skal ses i sammenhæng med, at elbiler kan lade op mange steder. E.ON etablerer også ladebokse hjemme, hos virksomheder og der, hvor man parkerer sin bil, for eksempel i shoppingcentre, biografer, arbejdspladser samt hoteller og andre overnatningssteder.

E.ON er opmærksomme på, det ikke er en opgave, man kan løfte alene. Alle udbydere af infrastruktur skal byde ind, så en samlet branche kan følge med udviklingen.

Uanset om man allerede er E.ON-kunde eller ej, kan man oplade sin bil på alle E.ONs ladestationer – det gælder også lynladere. Der er mulighed for at betale med kreditkort på alle ladestandere i E.ONs offentlige netværk.