Borgmesteren imponeret af lokale virksomheder
Lars Storgaard var blandt talerne ved Favrskov Erhvervs nytårskur.
Sommerferien står for døren, så det var med en vis forsinkelse, da Favrskov Erhverv midt i juni holdt den traditionelle nytårskur for sine medlemmer på Montra Sabro Kro. Eftermiddagen begyndte med bobler, kaffe, kage og godt humør, inden bestyrelsesformand Kent Jeppesen bød velkommen og derefter overlod ordet til erhverschef Jørgen Schytter.
Jørgen Schytter gav en kort status på foreningen, der blandt andet har skruet op for kommunikationen, så både medlemmer og andre interesserede ved, hvad der er på tapetet til både åbne og lukkede arrangementer. Tal viste, at det arbejde bærer frugt, oplyser Favrskov Erhverv i en pressemeddelelse.
Ros fra Storgaard
Borgmester Lars Storgaard (K) bød ind med et par personlige ord og dernæst om kommunens tanker og planer om erhvervslivet i Favrskov. Borgmesteren havde særligt bidt mærke i, at flere lokale virksomheder på trods af covid har forstået, hvordan de fortsat kan vækste og udvikle. Også med produktion hevet hjem fra andre lande, hvilket havde imponeret ham.
Vækstfonden havde en gennemgang af, hvordan den kan hjælpe med finansiering. Det blev efterfulgt af et indlæg ved Casper Brix, administrerende direktør i The Cantina, der fortalte om virksomhedens vækstrejse med udgangspunkt i samarbejdet med Vækstfonden.
Laura Vilsbæk rundede af med et oplæg om, hvordan små og mellemstore virksomheder og soloselvstændige kan udnytte en bestyrelse. Laura Vilsbæk malede et billede af, hvordan de fleste af os nok ser et bestyrelsesmedlem for os, når vi lukker øjnene, og hvilken effekt det kan have at tænke i reel diversitet, funktionalitet og kompetencer, når man danner sin bestyrelse. Hun mindede tilhørerne om, at en bestyrelse bør besættes på samme måde som enhver anden stilling i en virksomhed.
Nytårskuren sluttede af med middag og netværk, hvor der over bordene udveksledes erfaringer, grin og visitkort.