Bilen totalskadet: 44-årig kvinde bragede bilen ind i husmur
Politiet mistænker, at den kvindelige bilist var påvirket under køreturen, der endte brat i en husmur.
En 44-årig kvinde kom galt afsted i sin bil tidligt lørdag morgen, da hun på Hobrovej i det sydlige Aalborg torpederede en husmur.
Det skriver TV 2 Nord.
Selvom ulykken ser alvorlig ud, og kvindens bil er blevet totalskadet ved sammenstødet, er den 44-årige bilist kun kommet lettere til skade.
Det forklarer vagtchef ved Nordjyllands Politi Karsten Højrup Kristensen til mediet.
»Nej, der er ikke sket hende det helt vilde. Måske også fordi hun kørte i den bil, hun gjorde,« siger han.
Ulykken fandt sted omkring klokken halv fem i lørdagens tidlige morgentimer, hvor den 44-årige kvinde kørte over i modsatte vejbane og fortsatte ind i husmuren. Ingen af husets beboere kom til skade ved ulykken, der dog ødelagde dele af husmuren.
Kvinden skal nu afhøres for at få klarhed over, hvordan ulykken kunne ske, oplyser politiet til TV 2 Nord.
»Betjentene på stedet vurderede, at der var mistanke om, at kvinde var påvirket af enten alkohol, narko eller medicin - og fik derfor taget en blodprøve på hende. Nu må vi se, hvad den viser.«