Fortsæt til indhold

Hvor mon den er, den røde tråd? Den er sørme fortsat at finde på Hovedgaden 41

Efter syv år i Rønde rykker indehaveren af PaulaGarn, Heidi Malmros, teltpælene op og flytter sin butik tættere på bopælen på Trøjborg i Aarhus. Men fortvivl ikke passionerede kvinder og mænd - der vil fortsat være garnbutik på Hovedgaden 41.

Samfund

Det er syv år siden 1. august, at Heidi Malmros åbnede PaulaGarn på Hovedgaden 39 i Rønde. Hun overtog dengang butikken efter Helle Poulsen, der havde drevet Byens Garngalleri på adressen i to år, men flyttede hele sin garnbutik til Brødregade 25 i Randers.

’Én garnkvinde rejser og en anden kommer til’, lød overskriften dengang i Adresseavisen.

Samme rubrik kunne man sagtens også vælge denne gang, når det er Heidi Malmros’ tur til at give nøglen videre. 29. juli har hun sidste åbningsdag. Hun har i et stykke tid været i gang med at sælge ud til fordelagtige priser.

»Jeg flytter PaulaGarn til Trøjborg i Aarhus Nord og kickstarter butikken i lokaler i Tordenskjoldsgade 12 cirka 1. september.«

»Det er bestemt ikke utilfredshed med at være i Rønde, der har noget at gøre med min beslutning. Men jeg bor på Trøjborg og vil få små 500 meter til butikken, så det vil gøre mange ting lettere for mig,« siger Heidi Malmros.

Vellykket ejerskifte

Der kommer til at stå PaulaGarn på facaden på den nye garnbutik på Trøjborg, men det betyder ingenlunde, at de mange passionerede kvinder i alle aldre og enkelte mænd, som er valfartet til Rønde i Heidi Malmros’ regeringsperiode, skal fortvivle.

Nu er jeg heldigvis ikke helt grøn efter at have drevet Little Yarn seriøst i et par år, og desuden har jeg beskæftiget mig med kundeservice i mere end 20 år.
Mette Rohde-Juhl,

Midt i august overtager 42-årige Mette Rohde-Juhl det store lokale på Hovedgaden 41, hvortil Heidi Malmros flyttede til efter nogle år i nabohuset. Udelukkende for at få mere plads, og det fik hun. Det gav hende et gennembrud på alle fronter og kunne aflæses på den daglige omsætning.

Mette Rohde-Juhl, som bor i Assentoft med sin familie, er klar til opgaven og glæder sig.

I de seneste næsten to år har hun haft fysisk butik i Købmandsgården i Feldballe. Hendes svigerfar er indehaver af Kalø Whisky & Vin ApS og var med til at give den tidligere brugs og købmandsbutik en renæssance. Det gav Mette Rohde-Juhl mulighed for at få hyldeplads her sideløbende med, at hun drev en netbutik.

Little Yarn på facaden

Little Yarn hedder hendes butik, og den tager hun med til Rønde. Navnet kommer naturligvis til at pryde butiksfacaden.

»Jeg hørte, at Heidi stod foran en flytning, og derfor kontaktede jeg hende. Vi fik en god snak, og den overbeviste mig om, at jeg skulle sige farvel til mit nuværende deltidsjob, som jeg har haft ved siden af mit virke i Feldballe, og så gå helhjertet ind i det i Rønde,« siger Mette Rohde-Juhl.

Hun forventer at åbne en uges tid efter, at hun har fået nøglerne, og forretningsplanen er klar.

»Nu er jeg heldigvis ikke helt grøn efter at have drevet Little Yarn seriøst i et par år, og desuden har jeg beskæftiget mig med kundeservice i mere end 20 år. Derfor er alle grundstenene til mit nye projekt på plads, føler jeg.«

Voksende marked

Heidi Malmros og Mette Rohde-Juhl kører på den største klinge, når det handler om viden om garn og strikkeopskrifter.

Det erfarer en ikke-fagmand meget hurtigt. Garntyper og deslige dribler henover bordet i et væk, når de to først kommer i gang.

Heidi Malmros kastede sig ud i det for syv år siden, og i dag erkender hun åbent, at hun undrer sig over, hvor stor den ballast, som hun havde med dengang, egentlig var.

»Jeg har siden bygget meget viden på, men selvfølgelig ved jeg ikke alt. Hvis en kunde spørger mig om noget, jeg umiddelbart ikke kan svare på, fortæller jeg det selvfølgelig, men lover også at vende tilbage,« siger Heidi Malmos.

Hun har oplevet, at markedet har været i vækst i de syv år i Rønde. Ikke mindst fordi mange mindre garnbutikker på Djursland er lukket.

»Jeg har haft en kundekreds, der løbende er vokset, og mine kunder har været særdeles trofaste,« siger hun.

En kendsgerning som var med til at overbevise Mette Rohde-Juhl om, at hun skulle tage springet til selvstændig på fuld tid.

»Jeg vil fortsætte med meget af det på hylderne, som Heidi har haft, men der kommer også nye garntyper til, som jeg har god erfaring med,« lover Mette Rohde-Juhl.

Stærk handelsby

Den afgåede roser tæt på falderebet handelslivet i Rønde med mange varme ord.

»Det er ikke bare for sjov, at det lyder, at Rønde er en god handelsby. Det har jeg oplevet i alle mine år, og jeg har mærket en aktiv handelsstandsforening med ildsjæle, der vil mere end deres eget. Derfor er det også med vemod, at jeg nu siger farvel. Jeg er spændt på fortsættelsen på Trøjborg,« smiler Heidi Malmros, før hun tager tilløb til en række travle uger med flytning, indretning af den nye butik og også helst et par ferieuger.