Én fod foran den anden og gentag!

Jeg har aldrig været særlig god til sport.

Som barn havde jeg astma, og det tog lang tid før det blev opdaget at jeg havde brug for briller. Jeg kunne ikke løbe og jeg var bange for boldspil.

Det har fulgt mig ind i mit voksne liv. Jeg har ikke så meget selvtillid når det kommer til fysisk udfoldelse. Det føles ikke naturligt for mig. Jeg stoler ikke på at min krop kan klare opgaven.

Jeg bliver nok aldrig særlig god til sport. Men jeg kan gå. Det er jo bare at sætte den ene fod foran den anden. Og så blive ved.

Jeg holder meget af at gå. Og jeg går gerne langt. Alene eller sammen med andre. På pilgrimsvandring, på vandreruter, eller bare en hurtig gåtur langs markerne hvor jeg bor. Det giver en god ro at gå, man kan få vendt mange tanker og man både ser og mærker årets skiften.

Jeg har aldrig været særlig god til sport. Jeg har nok ofte været tilbøjelig til at betragte min krop som en form for opbevaring eller en transportform for mine tanker, mine ord og mine handlinger.

Men jeg er jo ikke kun mine tanker, mine ord og mine handlinger. Jeg har også en fysisk krop, og den krop kan godt blive træt af lange travle hverdage. Den har brug for pauser. Den kan lide at gå. Det er jo bare at sætte den ene fod foran den anden. Og så blive ved.

Engang, for længe siden blev Gud født ind i verden, som et menneske med en fysisk krop. Så det med kroppen er noget vi har til fælles. Og uanset hvad jeg så synes om min krop så rummer den jo alt det jeg er, hele mig. Meget mere end jeg plejer at tænke over. Når jeg er til stede i min krop, når jeg hviler i mig selv, så åbner det noget inden i mig, noget som jeg ellers nemt kan overse i en travl hverdag. Det er måske der, hvor jeg virkelig kan mærke hvad der er vigtigt for mig her i livet. Hvor jeg kan mærke kærligheden til mine nære og kære. Det er måske også der, hvor jeg bedst kan mærke Gud. Ikke som en teoretisk tro men som en dybere tillid til at Gud er der.

Jeg tror, at vi alle har gjort os nogle tanker om os selv og om vores kroppes styrker og svagheder. Især svaghederne er vi ofte gode til at liste op. Det kan handle om udseendet, som måske godt kunne have været lidt anderledes. Eller det kan handle om smerter, om træthed, om sygdom. Der er mange måder, hvor vores fysiske kroppe kan begrænse os. Vi vil så meget, men kroppen har sine begrænsninger.

Vi er hurtige til at dømme os selv og vores kroppe ud fra forskellige idealer og ønsker.

Men når jeg går, er de idealer og ønsker ikke så vigtige. Det er jo bare at sætte den ene fod foran den anden. Og så blive ved. Midt i skaberværket kan jeg se mig selv og min krop med Guds milde øjne. Jeg kan sætte den ene fod foran den anden med en tillid til, at Gud ser det hele.

At Gud ser alt det jeg er. Både det jeg holder af ved mig selv og det jeg ikke holder af. Både det som andre holder af ved mig og det de ikke holder af. Jeg tror, at Gud ser på mig med et blik fuldt af kærlighed. Det handler ikke om mine egne eller andres tanker om mig. Jeg opdager at jeg ikke skal tage mig sammen, at jeg ikke skal tvinge handling igennem, at jeg ikke skal dømme andre og mig selv ud fra forskellige idealer og ønsker. Jeg skal bare at sætte den ene fod foran den anden. Og så blive ved.