Fortsæt til indhold

Nyd det, før det vender: 27 grader på vej til Aarhus

Tirsdag bliver en lummer sommerdag, men dykker temperaturen noget, spår DMI.

Samfund
ddp

Har du planer om at skulle en tur på stranden eller i Havnebadet i denne uge, så er tirsdag et oplagt tidspunkt at vælge. I hvert fald hvis du gerne vil have fuld skrald på varmen.

DMI spår nemlig, at temperaturen tirsdag kan svinge sig helt op på 27 grader, når den topper ved 15/16-tiden. Samtidig spår meteorologerne, at vi får en svag til jævn vind og få skyer.

Også onsdag skulle det blive fint vejr med omtrent 24 grader og sol, men derefter begynder den omskiftelige danske sommer at vise sig fra sin kedelige side.

Ifølge DMI begynder temperaturen at dale til 17-18 grader, og skyerne gør også sit indtog over Smilets By. Og det skulle angiveligt være billedet som minimum frem til 20. juli, som prognoserne ser ud nu.

Men vejret vil være omskifteligt i Danmark det næste stykke tid, oplyser meteorolog Lars Henriksen i en klumme.

For Danmark er placeret lige på den kølige side af Polarfronten, men med den varme, tropiske luft lige syd for os.

Store dele af Syd- og Mellemeuropa er og bliver ramt af det, som han betegner som »monstervarme«, hedebølge med op mod 40 grader nogle steder, og »helt udelukke ”mindre skvulp” af massiv varme sydfra, det kan vi ikke på nuværende tidspunkt,« skriver meteorologen.