Fortsæt til indhold

Et helt døgn med fest i Stafet for livet i Låsby

Underholdning og fællesskab, når der 27.-28. august er Stafet for Livet i Låsby Søpark.

Samfund
gs

Stafet For Livet Låsby inviterer til et døgn med underholdning og fællesskab for hele familien.

Mød op i Låsby Søpark 27. - 28. august fra kl. 11-11. Der vil døgnet igennem være et festligt program med musik, aktiviteter, og underholdning for hele familien, lyder det i en pressemeddelelse fra arrangørerne.

»Stafet For Livet er et event, hvor vi sætter fokus på kræftsagen, hvor vi kæmper sammen og fejrer livet,« fortæller Tine Hansen fra styregruppen bag Stafet For Livet.

»Det er en anledning til at mindes dem, vi har mistet, og give håb til dem, der kæmper lige nu. Stafet For Livet er fællesskab, oplysning og indsamling – for alle berørt af kræft,« fortsætter Tine Hansen

Stafetten indledes kl. 11 med en festlig åbning og tale ved Bettina Ragna Olesen, områdechef i Kræftens Bekæmpelse Region Midt. Alle nuværende og tidligere kræftpatienter i og omkring Låsby inviteres gratis med til at gå forrest på stafettens første runde og samles derefter til frokost.

Alle kan være med

Alle kan være med som aktive deltagere i løbet af dagen, om man kan være den en time eller hele døgnet, om du er barn eller voksen, vil løbe eller gå – alle kan være med.

Alle indsamlede midler går til Kræftens Bekæmpelses arbejde med forskning, forebyggelse og patientstøtte. 10 pct. af de indsamlede midler går til Kræftens Bekæmpelses Lokalforening i Skanderborg Kommune. De har øremærket midlerne til opstart af en ny trivselsgruppe for børn og unge i alderen fra 8 til 14 år, der er pårørende til kræftsyge. Gruppen mødes i skønne omgivelser ved Knudhule og kan dele tanker med andre i samme svære situation.

Lysceremoni

Som en del af Stafet For Livet samles alle kl. 21 til en lysceremoni.

»Her kan alle der har lyst, tænde lys for dem, vi tænker på i kampen mod kræft. Nogle tænder lys for dem, de har mistet, og andre tænder lys for at vise deres støtte for nogle, der kæmper mod kræft her og nu,« fortæller Else-Lotte Bloch Jensen fra Stafet For Livet Låsby og forsætter:

»Det er et stemningsfyldt og nærværende øjeblik, hvor man kan mærke, hvor vigtig en sag vi er samlet om. Det koster 50 kr. at tænde lys og lysposen skal købes senest kl. 20.30 på stafetten. Det er også muligt at købe i forvejen dekorerede lysposer for 75 kr.«