Ny skolebestyrelsesformand glæder til at kigge ind i det politiske maskinrum
Ebeltoft Skoles nye bestyrelsesformand ser frem til at få et kig ind i det politiske maskinrum bag skoledriften og være med til at præge skolen og lokalområdet.
For Mette Helbo Sørensen-Moeslund medfører det nye skoleår også nye arbejdsopgaver. Til dagligt er hun gartner - i folkemunde graver - ved Ebeltoft Kirke, men efter sommerferien tæller cv’et også titlen som skolebestyrelsesformand.
Bestyrelsesarbejdet er ikke nyt for Mette Helbo Sørensen-Moeslund. Hun har været en del af skolebestyrelsen i seks år, fortæller hun, men formandsposten er noget nyt. Hendes ældste børn, et tvillingepar, er netop gået ud af folkeskolen, og hendes yngste går i sjette klasse.
»Hvis jeg skulle prøve det, så var det ved at være tid,« siger Mette Helbo Sørensen-Moeslund.
Den nye bestyrelsesformand mener, at hun gennem de år, hun har haft børn i skolen, har fået et indgående kendskab til skolernes forskellige afdelinger; indskoling, mellemtrin og udskoling.
»Jeg har haft børn med så længe, at jeg godt kan tillade mig at have en mening om, hvad der sker på skolen og de forskellige niveauer. Det er en styrke, at jeg har det her kendskab til skolen, dens klassetrin og afdelinger,« siger hun og fortsætter:
»Og så synes jeg, det er interessant. Ellers stillede jeg jo ikke op.«
Det politiske maskinrum
For Mette Helbo Sørensen-Moeslund er det interessante ved rollen som bestyrelsesformand at komme nærmere det bagvedliggende politiske arbejde, der ligger bag skoledriften og få et indblik i, hvordan beslutninger træffes.
»Det er interessant at få lov til at komme med til møder med politikere og skoleledelsen og de, der træffer beslutninger om skolen.«
I den første uge som bestyrelsesformand har det mest handlet om overblik og om at se, hvordan Ebeltoft Skole, der for nylig blev lagt sammen fra to afdelinger til én, nu kører med den nye sammensætning.
»På sidste møde var vi rundt og se, hvordan skolen nu ser ud, når den er samlet på én matrikel, og det var rigtig spændende. I det hele taget bliver det sjovt at se, hvad der sker, når hele skolen får lov at være ét sted. Hvad sker der på tværs af årgangene og på tværs af lærerteamet,« siger hun.
Skolebestyrelsen mødes normalt den sidste mandag i hver måned, og næste møde er sidst i september.
Noget tyder på, at Ebeltoft Skoles økonomi sandsynligvis vil være et punkt på dagsordenen.
Det kan du læse mere om her.