Toftegården blev indviet
Indvielsen blev slået sammen med den traditionelle torvedag og er derfor sket med et halvt års forsinkelse.
Formand for Børne- og Undervisningsudvalget Trine Frengler klippede fredag 2. september den røde snor til daginstitutionen Toftegården, og indvielsen må siges at være med en del forsinkelse, da bygningen stod klar til at modtage børn allerede 1. februar.
Ledelsen i Landsbyordningen Virring havde imidlertid valgt at slå indvielsen sammen med den traditionelle torvedag, hvor forældre til børn i dagpleje, børnehaver og skolens SFO medbringer frugter og grøntsager fra haven samt forskellige loppeeffekter til salg på dagen. Overskuddet fra torvedagen går til kulturelle aktiviteter for børnene. Endvidere er torvedagen et eksempel på arbejdet med bæredygtighed og cirkulær økonomi.
Toftegården er normeret til 15 vuggestuebørn og 50 børnehavebørn. Pt. er vuggestuen fyldt op, og der er 22 børn i børnehaven.
Toftegården er et midlertidigt pavillon-byggeri, som efter kommunens anlægsplaner skal erstattes af en ny permanent institution i 2025.
Selvom det er midlertidige pavilloner, er personalet meget glade for byggeriet og omgivelserne, lyder det i en pressemeddelelse fra Landsbyordningen Virring.