Fortsæt til indhold

Forældre til busbørn: »Det er hårdt, men nødvendigt«

Lokalavisen Aarhus har talt med to forældre til såkaldte busbørn for at høre, hvordan hverdagen fungerer, og hvordan familierne ser på den omdiskuterede ordning.

Samfund

Syvårige Karim er netop begyndt i 1. klasse på Elsted Skole, selvom han og familien bor i Tilst.

Han er en af de 258 elever, som Aarhus Kommune hver dag fragter i bus til en anden skole end den lokale på grund af sprogvanskeligheder. Henvisningspolitikken eller den såkaldte busbørns-ordning har siden indførslen i 2006 været udsat for kritik. En forskningsrapport fra 2020 pegede på, at de elever, man sendte på en anden skole, klarede sig dårligere i skolen og i højere grad mistrivedes.

Aarhus Byråd fastholder dog ordningen for at undgå en for høj koncentration af tosprogede elever på enkelte skoler.

Og Karims mor, Ferial Loubani, er overvejende glad for, at hendes søn går på Elsted Skole, selvom hverdagen kan være svær.

»Jeg synes, det er nødvendigt. For hans danske er ikke godt nok. Han skal have mere hjælp i skolen, end den lokale skole kan give ham,« siger Ferial Loubani, der er dansk statsborger, opvokset i Danmark og taler fint dansk.

Familien har dog boet i Libanon i en periode, mens Karim var lille, og derfor er den yngste søns dansk ikke så godt som resten af familiens.

»Jeg læser også med ham. Men han har ikke så nemt ved det som sine søskende.«

Hendes søn er nu siden december blevet hentet i bus hver morgen og kørt til Elsted Skole. En tur på omkring 45 minutter, da bussen stopper flere steder undervejs. Hans dag begynder hver morgen 6.40, når han bliver vækket. Så kan han lige nå bussen klokken syv og er først hjemme igen klokken 16.15.

»Det værste er, at han er meget træt, når han kommer hjem. Da han gik i 0. sidste år, faldt han altid i søvn i bussen. Det betød så, at han ikke kunne falde i søvn om aftenen. Og var tilsvarende svær at få op om morgenen,« fortæller Ferial Loubani.

I år er der dog kommet flere børn i bussen og dermed mere larm og uro.

»Nu falder han først i søvn, når han kommer hjem. Så lader jeg ham sove en times tid, for jeg kan godt se, at han er meget træt. Det betyder så, at han først falder i søvn ved 22-tiden om aftenen. Det er irriterende, når han skal så tidligt op.«

Hver morgen sender Nourhan Emad Hameed sin seks-årige søn Omar i skole på Elsted Skole, selvom familien bor i Tilst. Foto: Louise N. Burmeister

Hun har dog ikke været i tvivl om, at det var det rigtige at sende sønnen på Elsted Skole.

»Han var nødt til det, sagde skolen. Og så må man jo gøre det. Det er også det bedste for ham,« siger Ferial Loubani, der har tre andre, større børn, der går på Tilst Skole.

Moderen kan mærke, at sønnens danske sprogkundskaber er blevet væsentlig bedre i løbet af den tid, han har været på Elsted Skole.

»Jeg synes, det er fint, han går der. Det er en god skole. Der er meget stille og roligt i klasselokalet. De lytter og lærer. Der er søde lærere,« siger Ferial Loubani.

Og selvom det selvfølgelig havde været optimalt, at skolen lå i lokalområdet, så hæfter hun sig ved, at hendes søn trives:

»Han er glad og griner altid, når han fortæller om, hvad han laver med de andre børn. Han har det godt i skolen.«

Han går hver dag i SFO efter skole, men der er ikke tid til fritidsaktiviteter. Han har ikke legeaftaler med de andre børn i klassen, men han har haft en med et af de andre børn fra bussen.

»Det fungerer ok nu, mens han ikke er ældre. Men jeg håber ikke, at han skal blive ved med at gå i skole så langt fra hjemmet, for det er hårdt. Når han bliver større og begynder at få fritidsaktiviteter, så håber jeg, at hans danske er godt nok til, at han kan blive på den lokale skole,« siger Ferial Loubani.

Kan bussen komme til os?

Også seksårige Omar er med bussen til Elsted Skole fra Tilst hver morgen. Hans mor Nourhan Emad Hameed genkender billedet af en hverdag, der er svær, når busturen optager så meget tid.

»Jeg synes generelt, at ordningen er en god idé, men transporttiden bliver for lang, og det er besværligt, når han skal gå hen til et busstoppested,« forklarer Nourhan Emad Hameed, hvis mand Ganim hver morgen følger sønnen hen til bussen, der kører klokken 7.

Hun oplever, at andre børn bliver hentet direkte ved bopælen, og hun undrer sig over, at hendes seksårige søn bliver hentet og sat af ved et busstoppested, der er seks minutters gang fra hjemmet.

»Det er jeg faktisk virkelig ked af. For han er kun seks år, og når det er myldretid, kan det være svært at vide præcist, hvornår han bliver sat af. Vi har også en baby, som jeg skal have med i barnevogn for at hente ham, hvis hans far ikke kan nå det. Det vil gøre en stor forskel for os, hvis han i mindste blev sat af hernede på vores parkeringsplads,« siger Nourhan Emad Hameed, der bor i lejlighed på Haurumsvej.

Det er også ofte en stor bybus, der henter børnene, som skal sættes af ved forskellige skoler, og det undrer også Nourhan. For Omar fortæller, at der kun er fem-seks børn i bussen.

»Er det miljøvenligt at køre rundt med en stor bus? Hvorfor ikke altid bruge en minibus, som også nemmere kunne hente børnene tættere på deres bopæl?« spørger hun.

Hun er ikke i tvivl om, at Elsted Skole er en god skole, og at hendes søn lærer en masse. Hun kan dog være bekymret for, om han skiller sig for meget ud.

»Han er den eneste med udenlandsk baggrund i klassen, og han har nogle gange sagt, at han bliver holdt udenfor. Men det vil jeg prøve at tale med lærerne om,« siger Nourhan Emad Hameed om sønnen, der begyndte på skolen i august.

Hun kunne ønske sig, at sønnen kunne gå på Hasle Skole eller en anden skole »med et godt ry«, som lå tættere på hjemmet i Tilst, og som havde en lidt mere blandet elevsammensætning.

Hvis sønnen næste år klarer sprogtesten og dermed får det frie skolevalg tilbage, vil hun overveje, om han skal begynde på en ny skole.

»Alt er jo besværligt. Legeaftaler, forældremøder og fritidsaktiviteter. Men det vil virkelig gøre en forskel, hvis transporttiden var mindre. Hvis bussen hentede ham ved hjemmet, så ville jeg overveje, om han ikke skulle blive på Elsted Skole,« siger hun.

Arkivfoto: Marcus Trappaud Bjørn