Fortsæt til indhold

Varmeværker i Ry og Gl. Rye fusionerer

Rye Kraftvarmeværk og Ry Varmeværk fusionerer.

Samfund
gs

Rye Kraftvarmeværk og Ry Varmeværk har indgået en aftale omkring fremtidig fusion med henblik på at optimere varmeforsyningen i begge byer.

Ingeniørfirmaet (NIRAS) har regnet på fordele fremadrettet for både Rye Kraftvarmeværk og Ry Varmeværk ved at ledningsforbinde de to varmeværker, slå driften sammen og fusionere de to varmeselskaber.

Den anbefaling har begge de to bestyrelser med enstemmig opbakning valgt at gå videre med - selvfølgelig med sagkyndig bistand fra henholdsvis revisorselskabet (Deloitte) og advokatselskabet (Energi & Miljø).

Fusionen er planlagt til at blive gennemført per 1. juli 2023, under forudsætning af behandling og godkendelse på generalforsamlinger i begge andelsselskaber. Udligningsperioden vil ske over ca. fire år fra fusionstidspunktet og vil blive baseret på en gældsudligning mellem andelshaverne i de to selskaber.

De overordnede mål er at frigøre Gl. Rye fra afhængighed af naturgas og skabe en grøn omstilling af varmeforsyningen, samt samtidig opnå bedre varmeforsyningssikkerhed i både Ry og Gl. Rye, til en fortsat konkurrencedygtig pris.