Farligt stof fundet i avocado: Mistænkes for at skade hjernen
Avocadoerne er solgt i hele landet.
Der er fundet esticidrester i avocado - derfor kaldes de nu tilbage. Det oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.
Det er pesticidet chlorpyrifos, der er fundet.
»Stofferne chlorpyrifos og chlorpyrifos-methyl bliver brugt til at holde insekter væk fra frugt og grønt, og de er mistænkt for at skade arveanlæggene og hjernens udvikling hos børn og fostre,« står der på Fødevarestyrelsens hjemmeside.
Det er Nordic Fruit A/S, der tilbagekalder Avocado Øko (2 styk-pakning) og Spisemodne Avocado (2 styk-pakning) fra Kenya på grund af risiko for indhold af pesticidet.
Tilbagekaldte varer:
Avocado, Hass, 2 stykpakninger
Oprindelsesland: Kenya
Pakket af: Nature’s Pride BV
Og:
Avocado Øko, 2stk
EAN-stregkode: 878963180111
Spisemodne Avocado, 2 styk-pakninger
EAN-stregkode: 87189633335566
Solgt i hele landet
Avocadoerne er solgt i REMA 1000-butikker i hele landet og via Nemlig.com.
Fødevarestyrelsen råder forbrugerne til at levere produkterne tilbage i butikken, hvor de er købt eller kassere dem.
I Danmark har brug af sprøjtemidler med chlorpyrifos ikke været tilladt siden 2006, oplyser Fødevarestyrelsen.