Midttrafik oplever at flere snyder: Nu siger byrådet stop
Flere millioner går hvert år tabt, fordi folk ikke køber billet til deres tur med offentlig transport.
Flere folk snyder i den offentlige transport. I løbet af de sidste fire år, er mængden af passagerer, der kører uden billet, næsten fordoblet, det viser nye tal fra Midttrafik.
Aarhus Kommune vurderer, at kommunekassen på den baggrund lider et tab på cirka syv millioner kroner.
»I sidste ende betyder det besparelser på busser og ruter,« varsler funktionsleder hos Midttrafik, Martin Boisen Tams.
De besparelser håber de kommunale politikere på at kunne undgå.
Derfor er der i Aarhus Kommunes budget for 2023 lagt op til en stigning i billetkontrol i den offentlige transport. Det skal være med til at hjælpe på Midttrafiks underskud.
Ved letbanestoppet Nørreport er Preben Nielsen lige steget ud af letbanen. Han kører dagligt med offentlig transport og køber aldrig billet til turen. Preben Nielsen har nemlig et pensionistkort, og det har han betalt for - viden om, at det ikke er alle, som betaler for turen, og det er han utilfreds med.
»Det kommer til at ramme os, der betaler. Fordi så stiger prisen på et pensionistkort eller en billet,« siger Preben Jensen.
Midttrafik sætter til januar priserne op for at køre med offentlig transport. Kun enkeltbilletten forbliver på sit prisniveau, alle andre former for betalingsmåder stiger i pris - også pensionistkortet. Bøden for at køre uden billet stiger også, fra 750 til 1.000 kroner.
Spændingsfelt
Som tallene viser er det ikke alle, der betaler for turen. Det tog heller ikke lang tid for Lokalavisen Aarhus at finde en person, som kører uden billet.
I en gruppe af mennesker, som venter på at blive samlet op, står Kasper Nielsen, der er på vej i til sin uddannelse.
»Jeg har booket billet til den her tur, men det er 50/50, om jeg gør det, når jeg skal i skole,« siger han.
Normalt kører Kasper Nielsen kun med offentlig transport, når han skal besøge sin familie, eller hvis han er lidt doven, når han skal i skole. Selvom bøden for at snyde er steget, føler han ikke, at det altid er værd at betale for den korte strækning.
»Det er bare dumt ikke at gøre det. Årsagen til, at jeg ofte ’chancer’ den, er, at det er en forholdsvis kort strækning,« forklarer Kasper Nielsen.
Siden coronakrisen er snydeprocenten steget. Midttrafik havde i perioden med de tungeste corona-restriktioner ikke mulighed for at lave kontroller. Da kontrollørerne vendte tilbage var mængden af billetsnydere meget højere. Martin Boisen Tams fortæller, at mængden af snydere stadig ikke er kommet ned på det niveau som det var inden corona.
»Vi planlægger kontroller efter tidspunkter og steder, hvor vi kan se, at der bliver snydt meget. Samtidig forsøger vi at være mest tilstede på de tidspunkter, hvor der er flest kunder. Så kan de se, at der bliver lavet billetkontrol,« siger Martin Boisen Tams.
Byrådet håber, at en stigningen på 25 pct. flere billetkontroller, vil hjælpe Midttrafiks økonomi. Byrådet regner med, at de flere kontrolbesøg vil indbringe en million kroner.
Fra Midttrafiks bestyrelsesmøde i september fremgår det, at de forventer et underskud på ca. 250 millioner kroner, og næste år forventes underskuddet at falde til yderligere 312 millioner kroner.