Da Ebbe Vestergård mistede sin søn, manglede han et fællesskab med mænd i samme situation: »Man er bare magtesløs og kan ikke gøre en skid«

På den grå kirkebænk sad Ebbe Vestergård med sin hustru og sine svigerforældre. I midtergangen stod en lille, hvid kiste.

Den var placeret på en træopsats, løftet fra det kolde kirkegulv, som var dækket af buketter med bånd, der markerede det sidste farvel. Et farvel til et lille liv, der sluttede, før det begyndte.

De skulle have været så lykkelige – præcis som de var, da de et år forinden blev viet, foran samme alter i den samme kirke. Men nu sad de der med tomme blikke rettet mod den virkelighed, der blev præsenteret for dem. De var blevet forældre, men de havde ikke noget barn.

En skelsættende besked

Fem måneder forinden lå kedsomheden som en dyne over danskerne. Coronapandemien tvang alle til at leve livet hjemmefra, og det satte gang i kreativiteten hos mange.

For Ebbe og Stine Vestergård betød flere timer derhjemme, at de kunne sætte alt ind på et ønske, de havde haft længe: familieforøgelse.

Og i april 2020 lykkedes det endelig.

Ebbe Vestergård ventede spændt, da hans hustru lukkede døren til badeværelset for at tage en graviditetstest. Efter et par minutter kom hun med lys i øjnene.

»Med ét var det hele forandret, og så alligevel ikke. Man er ikke jo aldrig sikker, og der er meget langt til, man står med et barn i hænderne,« siger Ebbe Vestergård.

Men der var ikke engang gået fem uger, før Stine Vestergård begyndte at mærke smerter, som med tiden blev værre og værre.

»Allerede på det tidspunkt blev mit alarmberedskab tændt. Vi var stadig fyldt med glæde og optimisme, men bag glæden lurede frygten for, at noget skulle gå galt,« siger Ebbe Vestergård.

Da kalenderbladet viste juli, ventede en ferie ved Vesterhavet med svigerfamilien. Stine Vestergårds forældre havde inviteret i sommerhus, og derfor besluttede det unge par, at de ville overraske hendes familie med barnets køn.

Nakkefoldsscanningen var forløbet uden problemer, så hvad kunne gå galt?

Da parret ankom til en privatklinik i Aarhus, stod en jordemor klar til at tage imod dem på en stue. Stine Vestergård lagde sig på briksen og trak op i trøjen. Lægen smurte det klare væske på huden og lod ultralydscanneren glide over den gravide mave.

»Det ser fint ud,« sagde hun og så på den kommende mor, så far.

De smilede til hinanden.

Men pludseligt forsvandt billedet fra skærmen. Skikkelsen af det lille liv var væk, kun mørke var tilbage.

Lægens stemme dirrede, da hun afbrød stilheden

»Der er noget, jeg er nødt til at fortælle jer.«

Død eller levende?

Ebbe Vestergård husker ikke meget fra den dag på privatklinikken. Egentlig husker han næsten ikke noget fra de dage i sommeren 2020. Det er som en dyb kløft i hans hukommelse.

»Jeg kan huske, at det var som om, hele verden faldt fra hinanden. Men samtidig var det ikke en definitiv besked, vi fik, så vi havde jo stadig en smule håb og var meget fokuserede på, hvad næste skridt var,« siger Ebbe Vestergård.

Efter lægens melding tog parret hjem til parcelhuset i Ry.

»Vi lagde os på sofaen sammen, sov lidt og græd lidt. Vi vidste intet endnu, så vi kunne ikke give os hen til en sorg for, vi var ikke sikre på, hvor alvorligt det var. Vi vidste, at noget var galt, men vi vidste ikke, hvor galt det var,« siger Ebbe Vestergård.

Senere samme dag blev parret sendt til Horsens for at få taget flere prøver. Men lægerne kunne stadig ikke konkludere noget og henviste derfor Ebbe og Stine Vestergård til Aarhus Universitetshospital i Skejby.

Stine Vestergård blev undersøgt af speciallæger, der gennemlæste prøvesvar og scannede hende endnu en gang.

»Vi vidste ikke, om barnet var dødt eller levende. Stine lå der i 1,5 time, og jeg sad bare ved siden af. Jeg kunne ikke gøre andet end bare at sidde der og stirre på skærmen,« siger Ebbe Vestergård.

Det var nogle lange dage, parret havde i vente. Da de kørte fra sygehuset, tog de ud til svigerfamilien i sommerhuset, bare for at komme væk – væk fra de vante rammer.

»Vi gik ture ved stranden, snakkede og græd. Det var på mange måder det bedste, vi kunne gøre i den situation. Vi kunne være sammen uden at forholde os til, at der også lige skulle støvsuges eller vaskes tøj,« siger Ebbe Vestergård.

I løbet af ugen havde de telefonsamtaler med lægerne, som informerede dem om de prøvesvar, der efterhånden tikkede ind.

»Vi var stadig meget bange og kede af det. Men vi vidste ikke, hvad der er galt, så vi stod bare i et vadested,« siger Ebbe Vestergård.

Da ferien var slut, tog parret igen på sygehuset. Denne gang på Y3, afdelingen for tab.

»Lægerne fortalte os, at Lasse ikke kunne overleve, og derfor var de nødt til at sætte gang i fødslen,« siger Ebbe Vestergård.

Det første og sidste døgn

Efter 10 timer fødte Stine Vestergård en lille dreng på 300 gram.

Lasse.

Der var tre på stuen, da han kom til verden. Mor, far og en jordemor.

»Ligesom til en almindelig fødsel skete der så meget på én gang, og det var jeg virkelig overvældet over – Stine har aldrig født før, så jeg vidste ikke, hvad der skulle ske. På mange måder var det den allersmukkeste og allerværste oplevelse på én og samme tid,« siger Ebbe Vestergård.

Lasses hjerte var stoppet med at slå, men han var stadig varm, da hans far fik ham i sin favn.

Inden fødslen havde Stine og Ebbe Vestergård talt med personalet om, hvordan de skulle håndtere fødslen, om de skulle se Lasse, om de skulle holde ham. Men da den lille dreng kom til verden, var der ingen tvivl.

»Vi vidste ikke, hvad der var bedst for os, men da vi pludselig stod i det, var det helt naturligt, at vi fik ham op,« siger Ebbe Vestergård.

De blev på stuen om natten. Et døgn med deres lille dreng. Det første og det sidste. Morgenen efter sagde de nybagte forældre farvel til deres førstefødte barn.

»Det var et hårdt øjeblik. Måske næsten det værste, fordi det var erkendelsen af, at han var væk, og at det var sådan, det ville blive,« siger Ebbe Vestergård.

»Nu er jord og himmel stille«

Seks dage senere sad Stine og Ebbe Vestergård i Ry Kirke.

Coronarestriktionerne satte en begrænsning for, hvor mange de måtte være samlet, men det var fint, for parret ønskede blot en lille ceremoni. Stine Vestergårds forældre havde været en del af hele processen, og derfor var det naturligt, at de var med i kirken den dag.

I kirken holdt præsten en kort tale, og familien sang for Lasse. Forældrene gik ned ad midtergangen og skiftedes til at bære den lille kiste til lyden af ”Nu er jord og himmel stille”. En godnatsang, som Ebbe Vestergård havde sunget til Lasse under graviditeten.

Men nu betød sangen et sidste farvel, et godnat.

I det høje lyse fjerne

mødes sangen mild og klar

med den første aftenstjerne

som et kærligt smil til svar

”En aftenstjerne”. Det er, hvad Lasse er for sine forældre. En klar stjerne, der lyser i natten.

På den lille grå granitsten, der står på hans gravsted, står der skrevet ”Lasse – vores lille aftenstjerne”. Men til begravelsen var det næsten ikke til at se stenen. Den druknede i et blomsterhav.

Familien kunne høre lågen klinge bag dem, da de forlod kirkegården. De samledes ved vandet i Ry. Sad i stilheden under sommersolens stråler. Når de ikke græd, talte de om smerten og sorgen, der havde ramt dem som en lydløs bombe. Ingen så den komme, den tog alle med sig.

»På det tidspunkt var der ikke mere at give af, vi var bare færdige, det kunne ikke gøre mere ondt. Derfra rejser man sig. Det er jo det, der sker, når man kommer så langt ned, så kan man, hvis forudsætningerne er der, begynde at rejse sig igen. Det føler jeg, at vi gjorde,« siger Ebbe Vestergård.

Et endegyldigt punktum

Mens bladene blev brune og faldt af træerne, ventede Stine og Ebbe Vestergård på en afklaring. Kort efter begravelsen var de begge begyndt i et forløb med genetisk udredning for at få svar på, hvorfor deres dreng døde.

Var det genetisk betinget, eller var det et uheld?

I april 2021, ét år efter, at Stine Vestergård blev gravid med Lasse, fik hun og hendes mand endelig svar.

Det var ”bare” uheldigt, lød meldingen.

Selv om det var forløsende for Stine og Ebbe Vestergård at vide, at de intet fejlede, var det alligevel underligt. Beskeden satte et endegyldigt punktum i en lang og slidsom sorgproces.

»Det var på en måde lidt sørgmodigt. Pludseligt var man ude af systemet, der var ikke længere nogen til at holde hånden under en,« siger Ebbe Vestergård.

En uge efter stod parret atter på badeværelset med en positiv graviditetstest. Men glæden varede kort, for inden længe trængte frygten sig på. Den tyngede både Stine og Ebbe Vestergård, der sammen valgte at gå til psykolog og starte i sorggruppe med andre forældre, der havde mistet.

»Vi kom i en sorggruppe med to par, der havde mistet, men de havde børn i forvejen, så de var i en helt anden situation end os, som skulle have børn igen,« siger Ebbe Vestergård.

Hans hustru startede i en mødregruppe for kvinder, der havde mistet, men som var blevet gravide igen. Sammen fandt de et fællesskab i at tale om sorgen og forberede sig på endnu en fødsel.

Men sådan en gruppe fandtes ikke for mænd.

»Når jeg talte med andre mænd om det her, var der sommetider nogle, der fortalte, at de også havde mistet. Det var sådan set meget rart at få en god snak om det, men, de havde alle sammen fået børn igen, så jeg kunne ikke bruge deres historier i den situation, jeg stod i, hvor jeg var bange for, at der skulle ske Stine noget under graviditeten, igen,« siger Ebbe Vestergård.

Selv om han delte sine tanker og følelser med sin hustru, savnede han et fællesskab med andre mænd, hvor han kunne dele sine følelser omkring dét at skulle være far efter at have mistet.

»Man er bare magtesløs og kan ikke gøre en skid. Kvinden kan mærke en forandring på sin krop, det kan manden ikke,« siger Ebbe Vestergård.

Han begyndte at skrive sine tanker ned. I håbet om at hans ord en dag ville kunne hjælpe andre i samme situation.

»Der findes stort set ingen bøger om den afmagt, man føler. Den mærker de fleste mænd nok også i en almindelig graviditet, men fordi jeg havde oplevet at miste, blev følelsen forstærket så meget, at jeg følte mig som en helt anden person,« siger Ebbe Vestergård.

Det var ni måneders overlevelse. Som ved den første graviditet var Stine Vestergård plaget af mange smerter, og det pustede til frygten, som efterhånden fyldte alt hos parret.

En januardag i år fødte Stine Vestergård en pige. Lasses lillesøster.

»I dét sekund forsvandt frygten, men efter fire timer blev den erstattet af angsten for, at der skulle ske det nye, levende barn noget,« siger Ebbe Vestergård.

Angsten har for længst slået rødder. Den er »en del af vores historie«, som han siger.

»Det er nok en naturlig del af det at være forældre. Jeg tror ikke, det kommer af, at vi har mistet Lasse,« siger Ebbe Vestergård.

Han deler frygten med sin hustru. Præcis som de delte glæden, sorgen, tårerne og glæden, da den vendte tilbage ved Fies fødsel. Hos familien i Ry er sorg ikke noget, man fejer ind under gulvtæppet. Både Stine og Ebbe Vestergård taler åbent om det, der gør ondt.

Selv om tabet af Lasse ikke længere fylder i hverdagen, kommer minderne væltende tilbage, når parret besøger hans gravsted. Men det er okay, for selv om Lasse ikke er her længere, er han stadig deres dreng.

»Det var vores søn, som vi for alt i verden ville ønske kunne leve, men som ikke kunne,« siger Ebbe Vestergård.