Caterina stikker den i jorden med kronprinsessen
Eleverne kan se frem til meget mere plads - »En stor ære at få lov at tage det første spadestik med kronprinsessen«
Kronprinsessens erfaring med spadestik skinnede igennem, da hun hjalp otte-årige Caterina Serra med at træde spaden helt i jorden. Hun ser frem til, at Aarhus International School kommer til nye lokaler og nye venner.
»Jeg glæder mig til, at børnehaven vil være her sammen med os. For så kan vi måske lege med de børn også,« siger Caterina Serra.
Mary blev mandag ønsket velkommen af 350 elever og børn, der viftede med flag fra de forskellige nationaliteter, som er repræsenteret på Aarhus International School.
Borgmester Jacob Bundsgaard (S) understreger, at det er vigtigt for Aarhus Kommune at tilbyde internationale institutioner for at tiltrække internationale virksomheder.
»Derfor er det utroligt glædeligt, at skolen, i samarbejde med kommunen og fonde, nu kan starte tilbygningen, så vi også fremover kan tilbyde internationale familier en international skolegang af høj kvalitet,« siger Jacob Bundsgaard.
En særlig oplevelse
Kronprinsessen blev assisteret af fire elever, der alle fik lov til at stikke spaden i jorden med Mary. For Rasmus Sølling Rimmen var oplevelsen noget helt særligt.
»Jeg har glædet mig meget til at være med til at markere starten af byggeriet. Det var spændende og en stor ære at få lov at tage det første spadestik sammen med kronprinsessen,« siger han.
Hos bestyrelsen på skolen ser man frem til, at projektet er færdigt, så kronprinsessen og de nye elever kan blive inviteret indenfor.
»Det er en stor festdag for os i dag. Det er en stor ære, at kronprinsessen har haft lyst til at tage det første spadestik,« siger bestyrelsesleder for Aarhus International School, Niclas Kvernrød.