Fortsæt til indhold

Idrætscenter bliver grønnere

I Hadsten agerer idrætscentret udstillingsvindue for Decoplants genbrugsplanter

Samfund
csj

Brugere af Hadsten Kultur- & Idrætscenter vil snart bemærke, at små og store planter har gjort deres rykind. Henover efterårsferien er stedet nemlig blevet lidt grønnere – i mere end én forstand. Et nyt samarbejde med den østjyske virksomhed Decoplant er nemlig kommet i hus. Til en start betyder det, at der henover vinteren er udstilling af såkaldte genbrugsplanter i idrætscentret. Det vil side planter, som har været ude hos andre virksomheder, og som nu skulle skiftes ud. Men fremfor at kassere dem helt, giver man disse planter et ekstra liv hos andre virksomheder, der ønsker lidt mere genbrug og samtidig ønsker at udsmykke deres omgivelser med planter.

Det nye samarbejde glæder formand for Hadsten Kultur- & Idrætscenter, Rene Jensen:

»Vi har henover tid ledt lidt efter en mulighed for at skabe endnu hyggeligere og finere rammer, når man kommer i idrætscentret, og så opstod den her mulighed,« siger Rene Jensen i en pressemeddelelse.

Pressefoto

Planterne er udstillet henover vinteren, og borgere kan købe planterne til deres eget hjem. På planterne er der således påsat et lille mærkat med pris og kontaktinformationer, så man hurtigt og nemt kan tage planten med hjem, og så bliver der sat en ny plante op af Decoplant hurtigt derefter.

Har også skiftet lyset

Henover de seneste år har Hadsten Kultur- & Idrætscenter lavet flere ændringer for at gøre centret mere bæredygtigt og miljøvenligt.

For tre år siden udskiftede man alt belysning til LED i de to haller, to gymnastiksale, omklædningsrum, fitness på Hadbjergvej, samt i Østervangshallen i den sydlige del af Hadsten. Det gør selvfølgelig også, at idrætscentret kan spare på energiregningerne i fremtiden.

At agere udstillingsvindue for Decoplant er altså blot seneste skud på stammen.