»Følelser kommer i spil« efter Auning-families oplevelser med hjælp til handicappet datter
Familien Kruse Bjerre fra Auning rettede sidste uge kritik af, at de føler, de må kæmpe med kommunen om hjælp til deres handicappede datter. Udvalget udbeder sig svartid - på nær ét medlem.
I sidste uges udgave af Folkebladet stillede familien Kruse Bjerre sig frem i spalterne og fortalte deres historie og frustrationer med at kæmpe med kommunen for at få hjælp til deres handicappede datter Alfine.
Lange sagsbehandlingstider som op mod fire måneder for tilskud til ordineret medicin, afvisning af støtte til merudgifter og en følelse af, at alt blev besværliggjort af kommunen i en jagt på at spare penge.
»Man får jo fornemmelsen af, at kommunen kan spare ved, at det er rigtig besværligt. Så er der mange - det har vi selv gjort - der siger: Det orker vi ikke at søge om. Det køber vi bare. Det skal jo ikke være sådan,« sagde Nicolai Kruse Bjerre i den forbindelse.
Folkebladet har taget familiens kritikpunkter med videre til Børn- og Ungeudvalget i Norddjurs Kommune og stillet en række spørgsmål til udvalgsmedlemmerne i løbet af uge 45. Seks ud af BUUs syv medlemmer står sammen bag et foreløbigt svar til avisen fremsendt af udvalgsformand Aleksander Myrhøj (SF).
»Det har ikke været muligt med den korte frist at fremskaffe svar på de konkrete spørgsmål til sagsbehandlingstider mv. Svarene på disse fremsendes i næste uge (uge 46, red.), så snart det er muligt. I forhold til uddybende eller andre spørgsmål stiller jeg som udvalgsformand op til interview med dig i næste uge som tidligere aftalt. Dette vil være på vegne af seks af udvalgets syv medlemmer.«
»Der er ingen tvivl om, at både individuelle og kollektive følelser kommer i spil, når vi møder beretninger som familien Kruse Bjerres,« slutter udvalgsformanden svaret, der er medunderskrevet af Bente Hedegaard (S), Anette Liebe (S), Martin Raghner (C), Morten Heidemann (V), Stinne Kvorning (LA).
Mere tillid til medarbejderne
Det syvende og sidste medlem af BUU, der ikke er inddraget i ovenstående svar, er næstformand i udvalget Jens Kannegaard Lundager fra Nye Borgerlige, og han sætter gerne ord på familiens situation. Socialområdet - og herunder handicap - var en af grundene til, han gik ind i lokalpolitik, fortæller han.
Han er selv far til en søn med handicap og fortæller, at han kan nikke genkendende til nogle af de problemstillinger som familien Kruse Bjerre er stået frem med som lange sagbehandlingstider eller ansøgninger om merudgifter, der bliver afvist.
Jens Kannegaard Lundager forklarer, at det er symptomatisk for et socialområde - herunder handicapområdet - der er under et stort pres ikke bare i Norddjurs Kommune, men på landsplan. Og understreger, at det er systemet og politikerne, der har indrettet det, og ikke medarbejderne, der er skyld i udfordringerne.
»Der er jo lovgivning, der siger, at du i udgangspunktet skal have hjælp til de merudgifter, du har til dit barns handicap. Så er det så en konkret vurdering af den enkelte sag hos den enkelte medarbejder i den enkelte kommune. Da det er en konkret vurdering, kunne den måske have været anderledes med en anden sagsbehandler i en anden kommune. Og det er en udfordring,« siger han og fortsætter:
»Men jeg tror ikke, det vil hjælpe familien at flytte fra Norddjurs, medmindre de er heldige at flytte til den rigtige kommune og ramme den rigtige sagsbehandler.«
Når det er sagt, så forstår næstformanden godt frustrationerne hos familien. Og op mod fire måneders ventetid for at få godkendt udgifter til ordineret medicin er ikke godt nok, siger han. I den lange sagsbehandlingstid ligger der lag af bureaukrati, som politikeren gerne så fjernet.
»Problemet er, og det ser vi ikke kun i Norddjurs, er at udgifter, der jo er ordineret af en fagperson og ikke forældrene selv, er noget, der skal ansøges om hver gang. Det burde være en formsag og noget, der kører automatisk. Det kigger vi på i Norddjurs Kommune generelt; at få afbureaukratiseret, for det tager tid fra et personale, der i forvejen ikke er nok af. Det er vi nødt til at fjerne,« siger han og fortsætter:
»Det er også relevant at kigge på, hvad den er den enkelte medarbejders beføjelser. Vi skal stole på medarbejderne. Der er ikke nok tillid til medarbejderne i det offentlige. Der er der ikke én, der tager på arbejde i Norddjurs for bare at bruge så mange penge som muligt. De går på arbejde for at gøre en forskel og hjælpe mennesker. Familien og forvaltningen skal jo ikke være modstandere, men samarbejde. Det kommer vi længere med.«
Undersøgelse af socialområdet
Norddjurs Kommunes kommunalbestyrelse har tidligere på året igangsat en uvildig undersøgelse af socialområdet, og rapporten fra den undersøgelser, der går helt ned på medarbejderniveau, er klar. Ifølge Jens Kannegaard Lundager giver dele af den »grund til bekymring« og kalder på handling.
Familien Kruse Bjerre gav over for Folkebladet udtryk for, at de fik en følelse af, at forvaltningen forsøgte at gøre det så besværligt som muligt at få hjælp, og at det kunne få de mindste resursestærke til at opgive, og derved spare penge. Jens Kannegaard Lundager kan ikke forholde sig til, hvorvidt det er praksis, men han kan godt forstå frustrationen.
»Det, familien fortæller, om, at de får følelsen af, at man fra kommunens side forsøger at gøre det så besværligt som muligt, så man opgiver at søge om noget på grund af bureaukrati og bøvl, det er ikke et Norddjurs Kommune-fænomen. Det ser du i mange andre kommuner,« siger han og fortsætter:
»Men jeg synes, vi har fat i noget godt i Norddjurs, for nu laver vi den her undersøgelse af socialområdet. Så er det bare utrolig vigtigt, at vi som politikere tager ansvar for det og får det implementeret. Nu har vi spurgt medarbejderne, og så skal vi også følge dem ad den vej, de viser os. Det har vi også sat adskillige millioner af til, for vi vidste, det ville komme til at koste,« siger Jens Kannegaard Lundager med henvisning til de i alt fem millioner kroner, der er afsat i budget 2023 til løft af socialområdet.
Samtidig henviser han til, at Norddjurs Kommune er i gang med at ansætte en ny velfærdsdirektør, der ifølge Jens Kannegaard Lundager vil skulle arbejde med at implementere det, som undersøgelsen af området kortlægger, der er behov for.
Rapporten om udfordringerne på socialområdet i Norddjurs Kommune kan du læse mere om i den anden ende af denne avis, i Grenaa Bladet.
Men jeg synes, vi har fat i noget godt i Norddjurs, for nu laver vi den her undersøgelse af socialområdet. Så er det bare utrolig vigtigt, at vi som politikere tager ansvar for det og får det implementeret. Nu har vi spurgt medarbejderne, og så skal vi også følge dem ad den vej, de viser os. Det har vi også sat adskillige millioner af til, for vi vidste, det ville komme til at koste.Jens Kannegaard Lundager, næstformand Børn- og Ungeudvalget