Vinder 7,7 millioner: Smækker med døren og overvejer drivhus
Den unge kvinde vil nu skifte lejligheden ud. Jobbet skal samme vej.
En ung kvinde kan nu få sine ønsker om have og drivhus opfyldt.
I hvert fald har hun muligheden efter at have vundet 7,7 millioner kroner.
Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.
Kvinden vandt helt præcist 7.648.302 kroner i Eurojackpot.
»Det var sidst på arbejdsdagen og jeg var både træt og frustreret, da jeg blev ringet op af en medarbejder fra Danske Spil, som fortalte mig, at jeg havde vundet. Jeg blev overrasket og troede selvfølgelig ikke på det,« fortæller kvinden, som dog hurtigt ved selvsyn konstaterede, at den var god nok:
»Så tjekkede jeg kuponen. Og så græd jeg! Og var mundlam! Jeg troede ikke på det, og det gør jeg stadig ikke rigtigt,« fortæller kvinden.
Nyt job
Kvinden er allerede i gang med at ændre sit liv:
»Jeg har faktisk sagt mit arbejde op. Det havde jeg tænkt mig at gøre uanset hvad, men nu har jeg gjort sådan, at jeg lige tager et par måneder, inden jeg leder efter noget nyt,« fortæller hun.
Fra lejlighed til hus
Den unge kvinde har tænkt sig at bruge den næste tid på at rejse ud og få oplevelser for livet, og når hun kommer hjem igen, så vil hun tage på en meget kortere, men måske meget vigtigere rejse: Fra lejligheden på den københavnske vestegn til et hus med en stor have og et drivhus. Sådan et har hun nemlig altid drømt om.
»Et hus med en stor have… det bliver fantastisk at kunne give det videre en dag. Jeg har en kæreste, men jeg har ingen børn… endnu,« siger hun.