Preben Damgaard er død
Han og broderen blev milliardærer, efter deres firma blev opkøbt af Microsoft.
Preben Damgaard er død.
Det oplyser hans bror Erik Damgaard på LinkedIn.
De to brødre opbyggede sammen firmaet Damgaard Data i 1983 - og det eventyr endte i 2002, under navnet Navision A/S, at blive opkøbt af Microsoft til 1,6 milliarder dollars. Det svarer til cirka 11 milliarder kroner.
Død efter sygdom
Ifølge Erik Damgaard døde hans bror efter kort tid sygdom.
»Savnet over at have mistet Preben alt for tidligt er enormt, og mine tanker går til min svigerinde Charlotte samt hendes og Prebens børn, som har mistet den bedste ægtemand og far, som nogen familie kan ønske sig,« står der i opslaget.
Store oplevelser
Preben Damgaard levede herefter et liv væk fra pressen, mens storebror Erik blev en del af sladderpressen. Blandt andet gennem realityprogrammet ”Erik og Anni goes to Hollywood”, der handlede om hans og eks-kærestens Anni Fønsbys liv.
»Jeg er usigelig stolt over, hvad min bror opnåede i sit alt for korte liv, og jeg er glad for, at han og jeg fik nogle gode år og store oplevelser sammen,« står der videre.
Preben Damgaard efterlader sig sin hustru og fire børn.
Han blev 59 år gammel.