Fortsæt til indhold

Midtjyderne skal have grønne busser og tog

Regionsrådet ser på, hvordan kollektiv trafik gøres bæredygtig

Samfund
Arkiv

Transportområdet udgør en af de helt store udfordringer i forhold til at sikre fremdrift i den grønne omstilling – og dermed nå den nationale målsætning om 70 procent reduktion af CO2-udledningen.

Derfor bevilger regionsrådet i Region Midtjylland nu 0,6 mio. kroner til en kortlægning af, hvordan regionens kollektive trafik kan blive mere miljø- og klimavenlig.

"Vi har et vigtigt ansvar for at sikre en god kollektiv trafik, men samtidigt har vi en fælles ambition om at gøre det med så lav belastning for miljø og klima som muligt. Derfor skal vi i samarbejde med Midttrafik have flyttet vores busser og tog væk fra forurenende dieselmotorer og over til mere grønne alternativer. Det kræver en viden, som det er oplagt, at regionen påtager sig at fremskaffe på samfundets vegne," siger formand for regionsrådet Anders Kühnau i en pressemeddelelse fra Region Midtjylland.

Udbud på vej

Midttrafik, der er ejet af regionen og kommunerne, skal de kommende år gennemføre en række udbud af såvel kommunale som regionale busruter. Traditionelt er busudbud 8-10 årige, og det er derfor nødvendigt allerede nu at finde løsninger på bæredygtige drivmidler.

"Kortlægningen skal opstille forskellige scenarier for de kommende udbud, herunder om det er muligt at udbyde korte kontraktperioder indtil den nødvendige teknologi og infrastruktur er mere moden, siger formand for udvalget for regional udvikling Jørgen Nørby i pressemeddelelsen.

Både regionen og Midttrafik er allerede i gang med en række tiltag for bæredygtige drivmidler i regionen.

Batteridrevne tog

I enkelte kommuner kører bybusserne på gas, og der er flere steder igangsat eksperimenter med el-busser. Dertil kommer, at der i løbet af 2020 sættes gang i forsøg med batteridrevne tog på Lemvigbanen.

Både tidligere erfaringer og ny viden om teknologi og infrastruktur vil indgå i kortlægningen, der forventes færdig i løbet af foråret 2020.

jesl