Verdensnyhed i Aarhus: Park kombinerer genoptræning og klimatilpasning
Første spadestik til MarselisborgCentrets Park
I denne uge bliver der taget første spadestik til MarselisborgCentrets park i Aarhus, som ifølge Region Midtjylland er verdens første park, der kombinerer genoptræning og klimatilpasning.
Parken skal være en grøn oase, der både kan benyttes af beboerne i området og blive brugt til udendørs genoptræning af brugerne ved MarselisborgCentret, som er et rehabiliteringscenter.
Samtidig kan parken håndtere store mængder regn, så naboerne forhåbentlig slipper for oversvømmede kældre i kraftig regnvejr.
"Det bliver en dejlig park og et levende byrum for både brugerne men også de omkring 15.000 mennesker i opland, som kan boltre sig. Vi har i mange år brugt træning udendørs, og med den nye park ved MarselisborgCentret går vi sammen med regionen skridtet videre i en park, der nærmest kan det hele,” siger Jette Skive, rådmand for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune, i en pressemeddelelse.
Parkprojektet går under navnet SPARK, som står for Sundhed, Park, Aktivitet, Rehabilitering og Klimatilpasning.
Projektet koster 45 millioner kroner og er et samarbejde mellem MarselisborgCentret, Region Midtjylland og Aarhus Kommune, Aarhus Vand, A. P. Møller Fonden og Realdania.
jr