"Hvis jeg sidder derhjemme, bliver jeg overvældet af sorg"

En af de sidste ting, Franks kone, Ellen, sagde til ham, var, at han skulle sørge for at komme videre, når hun ikke var her mere.

Og det forsøger han nu hver dag siden januar, hvor Ellens liv sluttede.

En særlig svær måned at komme igennem er december og en særlig svær aften er juleaften.

"At sidde alene juleaften, det får jo en til at blive overvældet af en reaktion. Det er naturligt, at det er sådan. Julen, højtider og fødselsdage er hårde, men det kan også være banale ting, der gør, at oplevelserne vælter ind over en. Det er med at finde en balance mellem at komme videre og stadig have respekt for det, man havde sammen," siger 79-årige Frank Juhler, da Lokalavisen Aarhus møder ham i Klostercaféen i Klostergade kort før jul.

Han havde indtil for to måneder siden ikke spekuleret i, hvad han skulle juleaften. Det var normalt hans hustru, der sørgede for at arrangere, at de skiftedes til at holde jul med hendes søstre.

"Min svigerinde er også blevet alene, og da hun er aktiv i Klostercaféen, så blev hun spurgt, om hun ville fejre julen hernede. Og den fik hun mig med på," siger Frank Juhler.

Nu glæder enkemanden sig meget til at møde nye mennesker juleaften og opleve et fællesskab.

"Det er hårdt at sidde alene i julen, så jeg glæder mig utroligt meget til at komme herned," siger Frank Juhler, mens han folder hænderne foran brystet, og stemmen knækker over.

Man skal holde sig i gang

Den tidligere økonom har gennem mange år været ansat på kølevirksomheden Sabroe. For et par år siden blev han pensionist, men har fortsat et meget aktivt fritidsliv, hvor han blandt andet kører i gamle, engelske sportsvogne.

"Jeg tror, det er vigtigt at holde sig i gang. Så man ikke sætter sig ned og bliver overvældet af sorg. Men stadig har et socialt liv," siger Frank Juhler, der er et meget udadvendt menneske, og derfor naturligt søger nye fællesskaber:

"Min kone sagde, at jeg skulle videre, og det er også noget, jeg selv vil," siger han og knytter hænderne foran sig for at understrege, at han mener det.

Det har allerede været en stor hjælp for ham at komme i Klostercafeen, hvor han har deltaget i blandt andet seniortræf, mandegruppe og fredagssang.

"Jeg har fået en utrolig støtte hernedefra. Folk har en udstråling, der siger, at man altid kan få en kram," siger han, og straks får fællesskabskoordinatoren i Klostercafeen, Inge Juul, der har sat sig ved siden af ham, et klem på armen.

"Man skal også selv være imødekommende, være åben, og selv give noget. Mange mænd skal have et spark bagi for at komme ud. Jeg har forståelse for, hvad der sker. Hvis det er hustruen, der har stået for det sociale netværk, så er det pludselig svært at stå med det alene," siger Frank Juhler.

Julepynten bliver ikke det samme

Franks hustru stod for at pynte op i hjemmet i december. Hun havde en forkærlighed for at lave juledekorationer.

"Du skulle se i vores kælder, hvad der er af udstyr til dekorationer. Ellen elskede at lave juledekorationer til nær og fjern. Det var en stor del af vores juleforberedelse," fortæller han.

Han har i år foræret noget af julestadsen væk, men også fået pyntet lidt op.

"I år har jeg fået sat lidt lys op ude foran huset og sat lidt nisser op indenfor. Det er jo ikke det samme," konstaterer han.

I Klostercafeen skal han juleaften være sammen med en masse andre mennesker, der også savner én særlig person ekstra meget netop denne aften.

"Mange hernede er jo ramt på en eller anden måde. For at dæmpe smerten, så er sådan noget, som Klostercafeen tilbyder, fantastisk. Der er en stille forståelse for den situation man er i. Man føler sig bare godt tilpas. I stedet for at sidde derhjemme og kukkelure. For så bliver man altså bare trist."