Nyt netværk til online-folket
Favrskov Forretning Online er for lokale virksomheder som driver deres forretning via internettet
Favrskov Et nyt netværk ved navn Favrskov Forretning Online er etableret.
Netværket holdt sit første møde 17. december 2019, hvor medlemmerne mødtes hos Løbeshop.dk i Hadsten til en formiddag med et ekspertoplæg om Facebook, et bud på fremtidens e-handel, som Løbeshop.dk ser den, samt rundbordsdiskussioner.
Med i netværkets styregruppe er stifter og ejer af Webapoteket.dk, Trine Persson, som fik ideen til Favrskov Forretning Online.
Netværket er for alle virksomheder, som gør forretning online. Hvis man for eksempel yder kundeservice og kommunikerer med sine kunder på sociale medier, så driver man også forretning online og kan både få noget ud af og bidrage til det nye netværk.
"Når vi definerer netværket ud fra, at man skal gøre forretninger online, så får vi en stor målgruppe for netværket. Vi har fået flotte tilbagemeldinger på vores første møde, og lige nu er jeg meget optaget af at få nogle af de større virksomheder i kommunen til at deltage i netværket. Mange af medlemmerne har oparbejdet stor erfaring, og selv om nogen er længere fremme end andre, så er der stadig masser, man kan lære. Det gælder også min virksomhed. Nu gør vi en indsats for at gøre opmærksom på Favrskov Forretning Online, og så håber jeg, at der er mange, der bliver interesseret i at være med, siger Trine Persson til Favrskov.dk.