Folketinget har rotter: Kantine lukket omgående
Politikerne skal til at smøre madpakker
Skadedyr har indtaget Christiansborg. Det oplyser Folketinget i en pressemeddelelse, efter man onsdag aften konstaterede en rotte i køkkenet ved Snapstinget, der er et af spisestederne i Folketinget.
Meyers, der står for kantinedriften i Folketinget, tilkaldte med det samme en ekspert i bekæmpelse af skadedyr og anmeldte fundet af rotten til fødevaremyndighederne.
Alle fødevarer i køkkenet er blevet destrueret, og de berørte områder og maskiner vil blive rengjort efter gængse forskrifter.
Køkkenet bliver først genåbnet, når fødevaremyndighederne giver grønt lys for, at man kan genoptage madlavningen, og det sker tidligst i weekenden, da man fredag foretager en ny undersøgelse af køkkenet, og herefter har 48 timers karantæne som en ekstra sikkerhedsforanstaltning, oplyser Folketinget.
jn