Sang er godt for sjælen

præsteklumme Da jeg var lille var jeg rimelig god til at synge. Det var ikke noget vildt. Det var ikke noget, jeg som sådan var kendt for. Jeg var bare rimelig god til at synge. Stille og roligt. Jeg havde en lys stemme og kunne synge rent og nå de høje toner. Når der var morgensang, sang jeg højt og tydeligt med uden at være flov, måske endda med en vis stolthed og da jeg var på mit højeste, sang jeg en habil version af John Denvers Leaving on a jetplane i noget sammenspils-ensemble til en skolefest med inviterede forældre som publikum. Det var før X-faktor blev en ting, og videre drev jeg det aldrig, men det var alligevel fint at vide, at jeg kunne synge, hvis det skulle være.

Et år efter gik min stemme i overgang, og så fik piben bogstaveligt talt en anden lyd. En ny og objektivt set værre lyd. Jeg kunne ikke længere synge. Det lød decideret skandaløst, når jeg prøvede, og det ville være, havde jeg en ide om, skamfuldt hvis nogen skulle høre det. Det ville være en plet på min person, hvis nogen skulle opdage, at jeg på dette område var komplet talentløs. Så hellere bare holde helt kæft, for på den måde kunne jeg i det mindste være sikker på ikke at blive til grin.

Så i nogle år sang jeg ikke. Min stemme udviklede sig aldrig fra puppe til sommerfugl, snarere til en grå natsværmer, så jeg holdt stadig inde, og hvis jeg endelig til nød sang, satte jeg sangen en oktav ned og brummede mig på den måde igennem gudstjenester og familiekomsammener. Det gik. Men problemet var, at jeg jo faktisk godt kunne lide at synge, og jeg savnede det.

Et par år inde i mit selvvalgte sang-cølibat opdagede jeg til min store forbløffelse, som min musiksmags horisont stødt forskød sig, at de sangere, jeg holdt rigtig meget af, heller ikke kunne synge. Man kunne nævne Bob Dylan, Leonard Cohen og Joe Strummer som gode eksempler. Det var en øjenåbner for mig at opdage, at sangstemmer ikke behøver at være gode for at være gode. At skønheden i højere grad findes i særpræget og personligheden. Jeg opdagede, at vi alle har vores egen klang, og at det er ok, ja, at det er godt faktisk – vi skal ikke alle lyde ens, vi er ikke robotter!

Denne mageløse opdagelse gav mig modet tilbage. Jeg indså, at det var fjollet og ærgerligt at frygte ikke at lyde rigtig og i stedet bare at nyde at synge med andre mennesker, som jeg nu engang lyder.

Jeg tror, at vi i Danmark rent sangmæssigt er et knægtet folkefærd, der er bange for at synge, selvom vi rigtig gerne vil. Og jeg synes, det er ærgerligt, for det giver en vidunderlig, opløftende og fællesskabskonstituerende følelse at synge frit sammen med andre mennesker. Det er godt for sjælen, viser undersøgelser. Og hvis ikke de viser det, burde de vise det, for det er det!

I Skelager Kirke synger vi sammen fra højskolesangbogen 20. februar kl.17.00 og i øvrigt hver måned den tredje torsdag i måneden. Kom og vær med!