Kirkeklumme: Mad med mere - om kyndelmisse og grisetæer

Nu er det snart kyndelmisse, sagde min kone forleden. Så skal vi have kørvelsuppe og grisetæer. Det har jeg heldigvis aldrig fået. I min verden er grisetæer noget man får, når man i kampens hede får byttet rundt på højre og venstre sko. Det er sjovt nok, når det sker for små børn. Når det sker for os andre, så gælder det om ikke at blive opdaget.

Det hedder sig, at vejen til en mands hjerte går gennem hans mave. Men af en eller anden grund har jeg aldrig følt trang til at spise tæer. Det er nok bare en underlig form for følelse. Når man tænker på, hvad vi ellers sætter tænderne i.

Jeg er for resten ikke sikker på, at det kun er mænd, der er interesserede i mad. Rækken af tv-programmer, der handler om den slags er efterhånden temmelig lang. Og helt generelt, så er det bare meget populært at spise. Det er noget de fleste mennesker godt kan lide.

Alle mulige steder – også i kirken – er det efterhånden snarere reglen end undtagelsen, at det ikke er tilstrækkeligt med åndelig føde. Der skal også serveres noget bagefter. Og hvad er mere trist end et møde, hvor der kun er vandflasker på bordet. For vi har bare det her behov for at sætte tænderne i noget. Om det så kun er en gulerod. Der skal være noget at fortære. Bare et eller andet.

I imellem kan man godt blive lidt ærgerlig over, at alting på den måde kommer til at handle om mad. Det er som om, det skygger for den dybere mening med tingene. Ligesom med julen, hvor alting truer med at handle om mad og gaver. Det skulle have været hjerternes fest. Ikke mavernes fest.

På den anden side, så er der noget dejlig jordbundent ved den obligatoriske spisning. Vi mennesker truer altid en lille smule med at blive idealister. Når vi selv er optagede af noget, så vil vi også gerne styre andres tanker og følelser i den rigtige retning. Det gælder om at være optaget og engageret.

I studietiden kendte jeg en, der havde en helt særlig idealistisk strategi, når han skulle skrive en opgave. Han gik straks i gang og nægtede sig selv både søvn og mad. Fordi den slags var udtryk for manglende fagligt engagement. Det var slemt nok, at han var nødt til at gå på toilettet engang imellem. Men selvfølgelig gik det altid sådan, at han til sidst faldt i en dødlignende søvn. Og det var ikke noget, der gavnede studierne.

Selvom tankerne kan flyve højt engang imellem. Også i kirken. Så er der noget befriende ved den efterfølgende servering. Der er en nærmest evangelisk pointe i at forsone sig med, at vi kun er mennesker. Også selvom vi kan har store tanker og drømme.

Om ikke andet, så er der noget opbyggeligt ved, at en åndelig oplevelse kan kulminere i en omgang syltede grisetæer. Velbekomme!