Fortsæt til indhold

Bevaringsværdig villa i fare for at blive revet ned: Vil bygge lejligheder i fem etager

Det møder kritik fra flere byrådspartier, at en bevaringsværdig villa risikerer at blive revet ned til fordel for et højt lejlighedsbyggeri

Samfund
Arkiv

Onsdag aften var en bevaringsværdig villa i Langelandsgade 35a på dagsordenen i Aarhus Byråd. Den gamle villa fra 1887 er i fare for at blive revet ned, selvom den er kategoriseret som bevaringsværdig. Årsagen er, at der er blevet søgt om tilladelse til at opføre 20 lejligheder i op til fem etager på adressen. Det oplyser JP Aarhus, der beretter om, at ikke alle byrådspartier var enige om nedrivningen.

Kort forinden blev det besluttet, at en anden bevaringsværdig villa i Langelandsgade, nummer 106, skal rives ned til fordel for 18 lejligheder i fem etager.

"Vi har endnu en gang at gøre med en villa, som er bevaringsværdig og som repræsenterer kulturmiljøet i området. Villaen har en have med en beliggenhed tæt på centrum. Ved at gennemføre projektet slutter man karrebyggeriet af med at fjerne alt det grønne. Den have, der måtte være tilbage, vil man så belægge med beton. Den vej er det gået de sidste 10 år, og det er en uheldig udvikling for byen. Vi er meget bekymrede. Hvis vi ikke får afvist byggeriet, håber vi på et så skånsomt projekt som muligt," sagde Keld Hvalsø (EL) på byrådsmødet ifølge JP Aarhus, som oplyser, at også Alternativet, De Konservative og De Radikale udtrykte bekymringer for byggeriet.

Rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus, Bünyamin Simsek (V), efterspurgte på baggrund af partiernes bekymringer en retning fra byrådet.

"Som rådmand har jeg brug for en retning. Hvad vil byrådet? Vi har besluttet politisk at fortætte midtbyen, men jeg vil ikke igangsætte processer med bygherrer, hvis man vil noget andet. Vi er nødt til at have en alvorlig debat om retningen, ellers kommer vi til at diskutere alle byggesager og spilde folks penge og tid. Det er legalt at have en holdning, men vi har mange byggesager, som er et resultat af den retningen, som byrådet har sat," sagde han.

Det fik ifølge JP Aarhus Keld Hvalsø til at henvise til kommuneplanen.

"Men vi ser generelt, at vi laver undtagelser, og det er fordi, vi afviger fra retningen. Vi har vedtaget at fortætte, men det skal ske i bestemte akser i byen," lød det fra ham.

Villaen i Langelandsgade er kategoriseret med en bevaringsværdi på 5.

jwh