Fortsæt til indhold

Hvad er en gudstjeneste?

Samfund
Brian Ravn, sognepræst i Beder

præsteklumme Stiller man sig spørgsmålet: "Hvad er en gudstjeneste?" Vil man hurtigt opdage, at der er tale om et spørgsmål, der kan besvares meget forskelligt. Mange vil dog sikkert svare noget i denne retning:

"Det er det, de laver oppe i kirken søndag formiddag!" Selvom et sådant svar måske vil synes en smule upræcist, så forstår de fleste nok meningen med henvisningen til både "kirken" og "søndag formiddag." Rigtigt er det i hvert fald, at det, der foregår i landets kirker søndag formiddag, annonceres som værende en gudstjeneste.

Der findes imidlertid en lang tradition for at hævde, at for det kristne menneske er hele verden én stor kirkebygning, hvor Gud er nærværende. Martin Luther har et sted skrevet:

"Hvis enhver tjente sin næste, så var hele verden fuld af gudstjeneste. Såvel staldkarlen som skoledrengen tjener Gud. Når altså tjenestepigen og fruen er fromme, så er Gud dyrket ved det. Således ville alle huse være fulde af gudstjeneste, og alle huse ville blive til kirker, fordi Gud blev dyrket dér."

Luthers pointe kan også udtrykkes på den måde, at såfremt ethvert menneske tjener Gud ved at tjene sin næste, så vil hele tilværelsen netop være gudstjeneste og verden én stor kirkebygning. Og hvis verden bliver én stor kirkebygning, vil det selvsagt ikke længere give mening, at vi mennesker opfører nogle særlige bygninger og alene kalder dem for kirker, ej heller at vi forbeholder ordet gudstjeneste om det, der foregår inde i disse stenkonstruktioner.

Kirken er – som Grundtvig har formuleret det: – "bygget af levende stene," det vil sige kirken udgøres af mennesker, for hvem den kristne forkyndelse er blevet uundværlig. Kirkerne, der er bygget af sten og mørtel, vil i princippet spille en mindre rolle dén dag alle mennesker – uden undtagelse – lever og ånder i daglig gudstjeneste, det vil sige hvert eneste øjeblik lever i kærlighed til Gud og næsten. Men inden den dag oprinder, må vi fortsat give møde, oppe i kirken søndag formiddag, og deltage i gudstjenesten for at høre budskabet om, at ethvert menneske skal elske sin næste som sig selv – og ikke mindst modtage Guds tilgivelse af vores uformåenhed i den henseende, så vi med fornyet mod kan gå ud i hverdagen og arbejde på at gøre hele vores tilværelse til én lang gudstjeneste.