"Smag på Allingåbro" blev et tilløbsstykke
Omkring 400 tog imod invitationen og fik fine smagsoplevelser med sig hjem
ALLINGÅBRO Første udgave af "Smag på Allingåbro" blev på alle måder ubetinget succes.
Eventen samlede i nabolaget af de 400 gæster på Allingåbro Hotel, hvor de lokale udstillere udi diverse aspekter af gastronomi og madoplevelser bød ind med lige netop, hvad den enkelte havde at præsentere.
"De mange udstillere præsenterede deres varer og smagsprøver på fantastisk vis og man kunne nemt og helt uden at anstrenge sig få sig en mindre gourmet-frokost ved at besøge de forskellige stande", konstaterer idemanden bag "Smag på Allingåbro", Paul Busk Jensen.
Bag arrangementet stod Allingåbro, der endnu engang formåede at sætte den tidligere stationsby på landkortet.
Missionen fuldført
Målet med "Smag på Allingåbro" var blandt andet at vise, hvad Allingåbro formår på det kulinarisk område og den mission blev til fulde opfyldt.
Straks dørene var slået op væltede gæsterne ind og på et tidspunkt var der fuldt hus i den store sal på hotellet.
Tilstrømningen fortsatte dagen igennem men heldigvis i lidt mindre omfang, så alle kunne få både lejlighed til at nyde de mange lækkerier og få sig en hyggesnak med andre gæster, der var rullet ind fra nær og fjern.
Flere tidligere Allingåbro-borgere havde benyttet lejlighed til at aflægge deres gamle by et fransk visit.
Fantastisk opbakning
"Aktiv Allingåbro" er glade og stolte over den store opbakning. Ikke mindst er vi taknemlige over den velvilje som det lokal erhvervsliv har vist dette arrangement sammen med de lokale pengeinstitutter og borgerforeningen. Uden dem ingen "Smag på Allingåbro", understreger Paul Busk Jensen.
Den største tak retter han til udstillerne, der har brugt både tid og energi på at gøre dagen til e mindeværdig dag.
Byens bedste deller
66 frikadeller fra 11 deltagere var indleveret i kampen om at blive byens bedste frikadellemager.
Dommerne var Bjarne rasmussen fra MadXpressen og Niels Knudsen - tidligere slagtermester i byen - og de smagte på de mange lækre "deller" og kårede Agnete Quist som frikadellemester 2020.
Mikkel Jullsgaard var den som kom tættest på antallet af overnattende gæster på Allingåbro i de seneste 10 år, hvor Gunver Kold Jensen har drevet Allingåbro Hotel.
Det samlede tal var imponerende 16.743 og Mikkel Jullsgaard ramte sølle 130 forbi.