Åbent hus på Skovskolen Djursland
Her tilbydes en uddannelse med fokus på klima, natur og bæredygtighed
AUNING Vil du gerne redde klimaet ved at lagre CO2 i træer? Vil du være med til at gøre byerne grønne og i stand til at håndtere fremtidens klima? Eller vil du genoprette natur og skabe rammer for fremtidens friluftsliv? Så er en af Skovskolens grønne uddannelser måske noget for dig.
Her kan du som noget nyt læse til skov- og landskabsingeniør og også til skov- og naturtekniker samt have- og park-ingeniør.
Der er åbent hus 5. marts kl. 17.00-20.00, hvor elever, studerende, undervisere og studievejledere står klar til at fortælle om Skovskolen.
Unikt studiemiljø
Mellem oplæg og spørgerunder kan du kigge dig omkring i det særlige studiemiljø, hvor undervisningen også foregår udenfor.
"Skovskolens placering i Løvenholmskovene er ideel for undervisning om skov, land og friluftsliv. Og du finder ikke en skole, der ligger smukkere," skriver skolen i en pressemeddelelse.
Trænger du til en pause i programmet, kan du hygge dig med en kop kaffe og en sandwich. Skolen ligger på adressen Auningvej 2, 8963 Auning.
-vik