Fortsæt til indhold

"Jeg har svært ved at se, hvorfor vi ikke vil finansiere det"

Teknisk Udvalg bliver nu inddraget i sagen om, hvorvidt støjværn langs Viby Ringvej skal betales af borgerne selv eller den kommunale kasse

Samfund
Louise Nyvang Burmeister

Støjmur Efter at have modtaget et notat fra Teknik og Miljø er Teknisk Udvalg nu gået ind i sagen om, hvorvidt borgere eller kommunen skal betale for et støjværn langs Viby Ringvej.

Dermed fortsætter en højst usædvanlig sag mellem en gruppe grundejere i Åbyhøj og Aarhus Kommune. Stridens kerne består i, at et cirka 35 år gammelt støjværn ud til Viby Ringvej skal skiftes, men kommunen vil kun bekoste et nyt på dele af strækningen fra Søren Frichs Vej til Silkeborgvej, da det i sin tid var private grundejere, der opsatte et værn på det midterste stykke.

Aarhus Kommune mener således kun at være forpligtet til at udskifte støjværnet på de to delområder, som kommunen kalder område 1 og 4.

Borgernes klager har nu ført sagen i Teknisk Udvalg, og formand for udvalget Keld Hvalsø (EL) forklarer til Lokalavisen Aarhus, at han trods notatet fra forvaltningen den 24. februar endnu ikke er klar over, hvad der er op og ned i sagen.

"Jeg vil have klarhed for, om vi som kommune har hjemmel til at opføre støjværnet på hele strækningen. For jeg synes stadig, der er nogle uklarheder," siger Keld Hvalsø.

Sagen er kompliceret, da det i sin tid var Vejdirektoratet og Århus Amt, der påtog sig at opføre og vedligeholde støjskærmen. Med kommunalreformen i 2007 overgik ringvejen og dermed støjværnet til Aarhus Kommune. Af notatet fremsendt til Teknisk Udvalg fremgår det, at der ikke er taget stilling til, "hvornår vedligeholdelsesforpligtelsen ophører, eller hvad der skal ske, når det oprindelige støjværn er udtjent."

Teknik og Miljø har dog "vurderet at være såvel berettiget og forpligtet til at udskifte støjværnet, når fortsat vedligeholdelse af den eksisterende støjskærm ikke længere er formålstjenligt." Og videre i notatet lyder det: "Teknik og Miljø vurderer ikke, at kommunen har hjemmel til at bekoste en udskiftning og vedligeholdelse af de privatejede dele af støjskærmen (...)."

Virker helt skævt

Men er der mulighed for, at kommunen kan beslutte, at man gerne vil finansiere en støjdæmpende foranstaltning på hele strækningen, så mener Keld Hvalsø absolut, at man skal gøre det.

"Trafikmæssigt er det underligt, at vi planlægger med en masse trafik lige uden for deres haver, og så vil vi ikke opføre et støjværn. Jeg har i hvert fald svært ved at se, hvorfor vi ikke vil finansiere det for dem. Det virker da helt skævt, for der er ingen, der kan betvivle, at der er et behov for et støjværn der. Og hvis man opsætter et nyt støjværn det ene sted, så skal man også opsætte det det andet sted," siger Keld Hvalsø.

Mulig stævning undervejs

Borgerne i grundejerforeningen Thomas Thaarups Parken er gået sammen med yderligere tre grundejere om at sætte en advokat på sagen.

Hvis kommunen fastholder, at den intet kan gøre, vil grundejerne undersøge mulighederne for at anlægge en retssag.

"Vi håber på at få foretræde for Teknisk Udvalg. Men vi er også ved at søge om retshjælpsforsikringsdækning til at stævne kommunen, så det vil være vores næste skridt, hvis vi ikke kan komme længere med sagen politisk," siger Rasmus Petersen, der er formand for grundejerforeningen Thomas Thaarups Parken.

Ifølge det tilbud, som Aarhus Kommune har udsendt til grundejerne, vil prisen på støjværnet for dem løbe op i godt 8.000 kroner pr. løbende meter. Det vil sige over 800.000 kroner for hver af de to områder, som kommunen kalder område 2 og 3.

Teknisk Udvalg skal diskutere sagen onsdag.