Aarhus laver forsorgspladser til hjemløse med coronasmitte
Hjemløse med coronasmitte skal afskærmes fra andre beboere på forsorgshjem
Aarhus Kommune er i gang med at oprette 13 særlige forsorgspladser til hjemløse og andre socialt udsatte borgere, der smittes med coronavirus. Forsorgshjemmet Østervang i Tranbjerg indretter 10 pladser til voksne. Tre pladser er beregnet for unge og indrettes på Ungeherberget Malmøgade i Aarhus Nord. Pladserne indrettes med egen indgang og separate toiletforhold for at sikre mod smittespredning.
"I forhold til coronavirus har vi et særligt ansvar, fordi sygdommen er så smitsom, og hjemløse og andre socialt udsatte er ekstra sårbare,” forklarer socialrådmand Kristian Würtz i en pressemeddelelse fra Aarhus Kommune.
Hvis smittespredningen i samfundet gør det nødvendigt at oprette flere pladser end de 13, forbereder kommunen at udvide med yderligere 10 pladser på forsorgshjemmet Tre Ege og forsorgstilbuddet Nordbyen.
Kredsen bag vinterherberget har desuden besluttet at forlænge herbergets åbningstid med en måned.
”Det er vigtigt at sige, at alle forsorgshjem er åbne, selvom de kører for nedsat kraft som følge af den generelle nedlukning. Det samme gælder en lang række andre tilbud som herberger, døgnvarmestue, stofindtagelsesrum og Værestedet i Jægergårdsgade, som er et fast holdepunkt for mange udsatte i hverdagen. Vi opfordrer til, at de borgere, som har en bolig, opholder sig derhjemme for at passe på sig selv og andre. Men hvis man har brug for hjælp, så skal man naturligvis kunne opsøge den,” siger Kristian Würtz.
Værestedet i Jægergårdsgade har tæt kontakt til de borgere, som er hjemsendt til egen bolig. Der er oprettet hotline til Værestedet, og medarbejderne tager kontakt med borgere, som de ikke hører fra over et par dage. Borgere, der er hjemsendte, får tilbud om at afhente mad i døren ved Værestedet. Hvis det ikke kan lade sig gøre, bringer medarbejdere mad ud til dem.
Socialforvaltningen har løbende møder med Aarhus Kommunes Udsatteråd, den regionale psykiatri og de hjemløses organisation SAND for at drøfte udviklingen og eventuelt behov for nye initiativer.
jr