Fortsæt til indhold

Coronavirus: Elever sendt hjem fra folkeskoler i Aarhus

Elever fra flere folkeskoler er sendt hjem på grund af frygt for at sprede coronavirus

Samfund
Arkiv

Elever fra 3-5 folkeskoler i Aarhus Kommune er blevet sendt hjem fra skole, fordi deres forældre er sat i karantæne på grund af mistanke om coronavirus. Styrelsen for Patientsikkerhed har bedt eleverne gå i karantæne af frygt for, at de kan være smittede og smitte andre elever.

Det skriver stiften.dk, som har talt med Martin Østergaard Christensen, direktør for Børn og Unge-afdelingen i Aarhus Kommune. Han ønsker ikke at oplyse hvilke andre skoler, der har sat elever i karantæne.

En af de ramte skoler er Malling Skole, hvor to elever er sat i karantæne.

"Sundhedstyrelsen afgør suverænt, hvad vi skal. Og de har ikke bedt os om at lukke skolen, så det gør vi ikke," siger skoleleder Klaus Lundgaard til stiften.dk.

Børn og Unge holder et dagligt beredskabsmøde om corona, hvor man bliver informeret om status på skoler og daginstitutioner og modtager oplysninger fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

Mandag formiddag var status på corona i Danmark, at 59 danskere er smittet med coronavirus, og 770 er i karantæne.

Overlæge Lars Østergaard fra Aarhus Universitetshospital har oplyst, at AUH har testet 16 midtjyder positiv for coronavirus.

jr