Klar-parat-skolestart?
KLUMME Ja sådan lød overskriften på den klumme, jeg havde skrevet til sidste uge. En klumme om før-skole-start og alle de forventninger og bekymringer, der kan være forbundet med det, for vores mellemste datter er netop startet i før-skole, og slagordet fra børnehaven har lydt herhjemme med klar og stolt røst:
"Vi er de gule, vi skal i skole!
Vi er klar, hvad med jer, mor og far?"
Og jeg funderede over, om vi egentlig var klar. Jo, jeg var nok mere klar end for fire år siden, da den ældste skulle sendes afsted, for nu er det jo ligesom prøvet, og det er heldigvis gået godt. Men det er stadig stort – og lidt skræmmende, set med mine moderøjne.
Så efter diverse overvejelser om den for min datter fagre nye skoleverden og forsøg på beroligende forældre-ord dertil, rundede jeg klummen af som følger:
”Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til”, siger Jesus til sine disciple. Men helt ærligt: Det er ikke så let, som det lyder. Det er ikke let at give slip. Størst af alt er kærligheden – sådan må det være. Så kære årgang 2014! Jeg håber, I har den bedste før-skole-start, og at jeres forældre også er klar-parat eller i det mindste lader som om. I er ikke nemme at give slip på! Bare så I ved det.
Men men men… Inden klummen var sendt i trykken, blev jeg i den grad overhalet af virkeligheden! Det gjorde vi vist alle sammen. Og det er faktisk ikke særlig rart. Det er faktisk lidt uhyggeligt.
Det havde jo været i medierne længe. Vi vidste, der var Coronavirus, og at den havde nået Europa, men på en eller anden måde forsøgte mange af os nok at holde den ude i arms længde – jeg gjorde i hvert fald. Som en ubevidst men naiv forsvarsmekanisme måske. Jeg ved det ikke. Men pludselig blev det alvor – det var alvor! Virussen kom ind på livet af os alle, og vores hverdag, vores vante liv sammen er sat ud af spil.
Ingen håndtryk. Ingen fysisk kontakt. Ingen forsamlinger. Så meget som muligt er lukket ned, og situationen ændrer sig dag for dag – ja mon ikke også denne klumme bliver overhalet af virkeligheden, hvis den da overhovedet når i trykken.
Det er svært at forholde sig til alle disse overhalinger. Det er svært at navigere i. Var det bare en før-skole-start, så var det da til at forholde sig til. Sådan ændrer perspektivet sig – lige nu hurtigere end jeg nogensinde før har oplevet det.
Hver søndag beder jeg fra prædikestolen en bøn. Kirkebønnen. Til gudstjenesten den 8. marts (som pludselig blev den sidste ikke-digitale gudstjeneste nogle uger frem) bad jeg også for dem, der var ramt af coronavirus, ja for alle, der havde den tæt ind på livet. Den bøn gælder på sin vis os alle nu.
En bøn om trøst og styrke. Styrke til at leve i den virkelighed, vi hele tiden overhales af. Styrke til at leve i uvisheden. Det beder vi om sammen hver for sig.