Danmarks populæreste sommerhusområder: Her er aarhusianernes favorit
"I dag er den klassiske sommerhusejer i det østjyske ikke længere et par sidst i 60'erne, men også den yngre børnefamilie fra både Aarhus, Randers, Herning og Viborg, som ønsker et fristed med plads til opladning ikke længere end 60 minutters kørsel væk," fortæller Morten Skovholm fra Home Rønde - Syddjurs.
Udover de naturskønne omgivelser er afstanden til sommerhuset altså noget af det, der spiller ind for køberne, der helst ikke vil have alt for langt fra hjemmeadressen til ferieboligen.
Netop derfor er de fleste sommerhuskøbere i Ebeltoft folk, som til dagligt bor fast i Aarhus C, viser tal fra Boliga.dk.
Ebeltoft er med 623 handler i løbet af de seneste tre år på andenpladsen over de mest populære sommerhusområder i Danmark målt på antal handler.
"Ebeltoft er så populært, fordi det ligger i et fantastisk naturområde med børnevenlige strande og lang kystlinje ud til Kattegat. Derudover er det et ferieområde, hvor der er meget at give sig til for familierne, men det er stadigvæk ikke “overturistet”, siger indehaver af Home Rønde - Syddjurs, Morten Skovholm, til Boliga.dk.
På det sydlige Djursland koster sommerhusene 18.800 kroner pr. kvadratmeter - du skal altså give omkring 1,8 millioner kroner for en feriebolig på 100 kvadratmeter.
Landets absolut mest populære sommerhusområde ligger i det vestlige Nordsjælland omkring Nykøbing Sjælland, hvor der er blevet lavet 688 sommerhushandler mellem 2017 og 2019.