Genåbning: Sådan lukker Norddjurs dørene op på mandag
Mandag 20. april bliver den store gensynsdag for elever, lærere og pædagoger i Norddjurs Kommunes dagtilbud. I modsætning til mange andre kommuner i landet besluttede Norddjurs Kommune at vente med genåbningen fremfor at åbne igen umiddelbart efter påsken. I beslutningen lød det også, at genåbningen tidligst ville ske mandag 20. april.
I aftes - torsdag 16. april - mødtes Børne- og Ungdomsudvalget for at blive enige om de sidste detaljer og retningslinjer. Her blev det også besluttet, at på mandag 20. april lægger fast som den store gensynsdag.
Hos de enkelte skoler og dagtilbud findes forskellige løsninger for, hvordan de indretter dagligdagen.
De enkelte institutioner melder ud til elever og forældre, hvordan netop deres skole eller dagtilbud har tilrettelagt den nye hverdag.
Mindre grupper
Der er dog lavet overordnede tilpasninger. Det gælder blandt andet på skolerne, hvor undervisningstiden foregår fra klokken 8-14, hvor eleverne i mindre grupper får forskellige undervisningstider.
Det betyder, at der sættes ekstra pædagogisk personale og vikarer ind fra mandag. Vikarer skal blandt andet gøre det muligt, at de enkelte klasser kan opdeles i to klasseværelser og modtage undervisning og dermed holde god afstand imellem eleverne.
Skolefritidsordningerne (SFO) og juniorklubberne åbner også på mandag. De har den sædvanlige åbningstid, og juniorklubberne bliver åbne også for 6. klasse.
Djurslandsskolen og specialklasserne åbner for alle klassetrin.
Tidlig SFO
Nogle børn skal på mandag starte i tidlig SFO for første gang. Børne- og Ungdomsudvalget har her besluttet, at der skal gøres en særlig indsats, for at børnene kan føle sig trygge da det ikke er tilladt for forældrene at komme med ind i SFO'en og sige farvel til børnene.
Nogle skoler starter tidlig SFO mandag 20. april, mens andre har valgt at vente til tirsdag 21. april.
Flytning til andre skoler
Der bliver enkelte daginstitutioner hvor en del af børnene flyttes til andre lokaliteter. Det gælder børn i Regnbuen i Grenaa, Åparken i Ørum og Mælkevejen i Auning.
4.-5. klasserne fra Søren Kanne Skolens afdelinger på Vestre og Østre flyttes også, de skal møde på Søndre, hvor der er mere plads.