Når påskeliljen springer ud, så nynner jeg

KLUMME Når påskeliljen springer ud, så kommer der mange gode minder og tanker frem hos mig. Det første, der rører sig, er minder fra min skoletid, da jeg i godt 4 år gik i en lille centralskole.

Jeg var så heldig at sidde ved en vinduesplads med udsigt over landskabet, måske distraherede det mig lidt, for det skete, at jeg kom til at nyde udsigten lidt for meget, for nogle af mine klassekammerater har siden sagt, at jeg til tider begyndte at nynne nogle sange i timerne.

Jeg tror, at det især kunne gøre sig gældende, når påskeliljen stod i fuldt flor, og vi samtidig var på vej mod pinse. Det var ikke så meget tankerne om at komme ud og spille fodbold, lege og lave atletik. Nej, det var stemningen, musikken og budskabet, der talte til mig.

Jeg vil ikke give min lærer i kristendom og sprogfag skylden for min uopmærksomhed, for jeg var fanget af undervisningen i hans timer, men han var helt klart med til at åbne mine ører for påskens og pinsens glade budskab.

Lærerens engagement smittede af, her var der noget, der virkelig betød noget. Her kommer de to salmer ”Påskeblomst, hvad vil du her” og ”I al sin glans nu stråler solen” til at bære med på budskabet.

Jeg behøver ikke engang at lukke øjnene for at se landskabet både i sol og i ruskvejr, men fyldt med håb og glæde. Ja, salmerne dukker ofte op i mine tanker og fylder mig med glæde.

Den dengang foragtede vilde påskeblomst, der netop minder os om, at solen, livslyset kom ind i graven. Livet ender ikke der, men fortsætter i solens og glædens land hjemme hos Gud.

Midt i covid19 tiden, da er håbet vigtigt, håbet om opstandelsen påskemorgen, og det følges op af, at detr ikke er os selv, der skal skabe håb, men Gud giver håb, som også lyser ud af pinsesalmen ”I al sin glans nu stråler solen”.

Lad os tage solens kraftige stråler med i livet med tanke på, at midt i mørket er Gud med os.